Tilfredshed med premiere

Pæn omsætning ved det første lunchtrav på Racing Arena Aalborg

Søren Aaen
Arkivfoto: Martin Damgård
Hestesport 8. januar 2019 09:28

HESTESPORT: Racing Arena Aalborg var mandag middag vært ved det første ”Lunchtrav” afviklet på dansk grund.

Fem løb afviklet på en god time tiltrak millionomsætning fra både Norge og Sverige.

Banechef Lars Hellerup havde naturligvis sat visse forventninger til arrangementet, og de blev overordnet indfriet.

– Med en totalomsætning på over 2,1 million kroner en mandag middag i januar, så kan vi ikke tillade os at være utilfredse. Der er altid plads til forbedringer, og personligt havde jeg måske håbet på lidt mere, men alt i alt kan vi være tilfredse, forklarede Lars Hellerup efter dagens afslutning.

På den sportslige front indskrev championtræner Flemming Jensen sig igen i historiebøgerne ved at blive vinder af Danmarks første ”lunchløb”. Det skete med den egenejede –og trænede Aqua Photo, som kunne bytte flere andenpladser til første sejr siden 2017. Parret satte sig tidligt på føringen og kunne derfra kontrollere løbet, som blev vundet i sikker stil i 1.15,2/1.640ma.

– Han var ikke 100%, som jeg gerne vil have ham i dag, men det må jeg nok acceptere, at han aldrig bliver. Jeg har altid haft store forventninger til den her hest, og dem skal jeg måske revidere, fortalte Flemming Jensen efter sejren.

Succes var der også for Aalborg-amatøren Jesper Hansen, som kunne se familiens Catch Me Will stryge til tops med Kasper K. Andersen i sulkyen. Catch Me Will kunne ikke forsvare føringen fra start, men Kasper K. Andersen var vaks ved havelågen, da løbets favorit Jilla Käll brød et spor ud efter få hundrede meters kørsel og tilbageerobrede kommandostokken. Siden holdt parret et godt tempo, som gjorde det svært for konkurrenterne, og til slut var Catch Me Will ganske overlegen i dagens hurtigste vindertid 1.14,0/1.640ma.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...