Tjekke indleder French Open-forsvar med fyldte batterier

Det er tre måneder siden, Barbora Krejcikova senest har spillet en tenniskamp, men pausen har været god.

Barbora Krejcikova nåede kvartfinalen i Australian Open tidligere på året. <i>Andy Brownbill/Ritzau Scanpix</i>

Barbora Krejcikova nåede kvartfinalen i Australian Open tidligere på året. Andy Brownbill/Ritzau Scanpix

Den tjekkiske tennisspiller Barbora Krejcikova diskede op med en gedigen overraskelse, da hun sidste år vandt grand slam-turneringen French Open.

Hun kom fra baghjul og bankede Anastasia Pavlyuchenkova i finalen. Nu er hun tilbage på det franske grus, hvor French Open skydes i gang søndag, og i år kan hun ikke gemme sig.

Barbora Krejcikova rangerer som verdens nummer to, og hun er frisk som en havørn, efter at hun har holdt pause siden februar.

- Jeg blev skadet og havde problemer med min albue, og jeg forventede ikke, at det ville holde mig ude så længe. Men pausen har været en god ting, siger hun ifølge Reuters.

- Det har været meget værd at få en pause efter sidste sæson, som var meget hård. Nu har jeg det rigtig godt, og de mentale batterier er ladet rigtig godt op.

26-årige Barbora Krejcikova har i flere år været en stor stjerne i doubleturneringerne. Hun har således vundet både Wimbledon, French Open og Australian Open med en makker ved sin side.

Sidste år slog hun for alvor sit navn fast som singlespiller, og det kulminerede altså med den overraskende sejr i French Open.

I år er kun én spiller seedet bedre end Krejcikova. Det er verdens nummer et, polske Iga Swiatek, som på imponerende vis har vundet 28 kampe i træk.

Flasker resultaterne sig, skal de to mødes i finalen.

- Iga spiller utrolig godt. Hun gør det så godt på banen - men også uden for banen. Hun er et virkelig godt menneske.

- Hun fortjener virkelig at være, hvor hun er, og jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan komme tættere på hende, og at vi måske kan slås om førstepladsen på verdensranglisten, siger Krejcikova med henvisning til, at Swiatek lige nu er langt foran på point.

Barbora Krejcikova indleder French Open mod franske Diane Parry mandag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.