Tjekke sejrer for næsen af feltet efter dag i udbrud
Mathias Vacek vandt 6. etape af UAE Tour efter en dag i udbrud. Lørdag afgøres løbet.
Der var lagt op til endnu en sprinterduel på 6. etape af UAE Tour, og feltets hurtigste ryttere kom da også op i gear til sidst.
Men det var ikke sejren, de kæmpede om. Den havde tjekkiske Mathias Vacek taget kort forinden. Efter at have siddet i udbrud hele dagen vandt Gazprom-rytteren kampen om sejren blandt dagens lykkeriddere og krydsede målstregen i Dubai først.
Det er den kun 19-årige Vaceks første professionelle sejr, og så kom den endda i et løb på sportens højeste niveau, World Tour.
Fem ryttere kom i mål før feltet, der kom bragende i mål kun 15 sekunder efter Mathias Vacek og co. Det var Jasper Philipsen, som har vundet to etaper tidligere i løbet, som igen var hurtigst blev feltets sprintere.
Inden lørdagens afsluttende etape har Tadej Pogacar en særdeles smal føring på blot fire sekunder i det samlede klassementet ned til den italienske tempomaskine Filippo Ganna på andenpladsen. Russiske Aleksandr Vlasov er nummer tre med 14 sekunder op til Pogacar.
Løbet afsluttes med en etape, der efter et langt fladt stykke slutter på toppen af en stigning.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.