To danske hold kæmper sig til major-kvartfinalepladser

Både Heroic og Copenhagen Flames leverede, da alt var på ét bræt ved majoren i belgiske Antwerpen.

Casper "Cadian" Møller styrede sine Heroic-tropper til en flot sejr over Vitality, så Danmark har to hold med i kvartfinalerne ved majorturneringen i Antwerpen. (Arkivfoto) <i>Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix</i>

Casper "Cadian" Møller styrede sine Heroic-tropper til en flot sejr over Vitality, så Danmark har to hold med i kvartfinalerne ved majorturneringen i Antwerpen. (Arkivfoto) Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Det var vind eller forsvind tirsdag for begge de tilbageværende danske hold ved årets første Counter-Strike-majorturnering.

I belgiske Antwerpen ville en sejr betyde kvartfinaleplads og et nederlag til gengæld exit for både Heroic og Copenhagen Flames. Begge stod for presset.

Heroic, der er nummer seks i verden, lagde for med en kamp mod et par landsmænd, som tørner ud for det lidt ustabile franske storhold Vitality.

Emil "Magisk" Reif og Peter "Dupreeh" Rasmussen har en fortid hos Astralis, men nu slår de deres folder hos Vitality under deres tidligere træner hos Astralis Danny "Zonic" Sørensen.

Den dansk-franske maskine kører dog endnu ikke helt velsmurt. Heroic kørte Vitality over på første map, men franskmændene vandt et tæt andet map.

Alt skulle dermed afgøres på map'et Inferno. Her lykkedes det Heroic at konvertere en 10-5-pauseføring til en sejr på 16-12. Dermed vandt danskerne 2-1 og blev klar til kvartfinalerne.

Det samme er Copenhagen Flames, verdens nummer 15, som havde kurs mod en sikker sejr mod brasilianske Imperial.

Danskerne udraderede brasilianerne med 16-2 på første map og førte klart på andet map, inden de nær smed det hele på gulvet.

Imperial nåede foran 15-14, inden Copenhagen Flames tvang map-afgørelsen ud i overtid. Det blev også til dobbelt overtid, inden sejren på 22-18 - og dermed en 2-0-sejr - var hevet i land.

Kvartfinalerne spilles torsdag og fredag. Begge danske hold spiller fredag. Heroic skal møde verdenstoerne Navi, mens Copenhagen Flames skal møde Ence. De to danske hold kan tørne sammen i en eventuel semifinale.

Astralis var også med i turneringen, men de tidligere verdensettere og firedobbelte majorvindere røg ud i det indledende gruppespil.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden