To is-kvartfinaler er på plads før sidste spillerunde
Med en 2-1-sejr over topholdet Herning spillede Esbjerg sig i armene på Aalborg i slutspillet.
To af kvartfinaleduellerne i Metal Ligaens slutspil ligger fast inden grundspillets sidste spillerunde, mens der helt til det sidste bliver spænding om de to andre kvartfinaleserier.
Det står klart efter fredagens fire kampe i landets bedste ishockeyrække.
Da Sønderjyske tabte 1-3 til Odense Bulldogs på egen is, og Esbjerg Energy samtidig vandt 2-1 hjemme over topholdet Herning Blue Fox, er esbjergenserne sikre på at slutte som nummer fire eller fem i grundspillet.
Uanset om Esbjerg eller Aalborg Pirates på fjerdepladsen bytter placering i sidste runde, skal de to hold mødes i slutspillet.
Det står også klart, at grundspilsvinderen Herning skal møde Herlev Eagles i kvartfinaleserien.
Herlev er sikker på at slutte som nummer otte efter fredagens 3-6-nederlag på hjemmebane til Frederikshavn White Hawks.
Til gengæld er det usikkert, hvem toeren Odense og treeren Rungsted Seier Capital skal møde i kvartfinalerne.
Før sidste spillerunde ligger Odense til at blive parret med Frederikshavn.
Ender det også sådan, betyder det samtidig, at Rungsted på tredjepladsen bliver parret med Sønderjyske. Rungsted finpudsede fredag slutspilsformen ved at tæve bundproppen og ærkerivalen Rødovre med 7-2.
Grundspillet sidste runde afvikles søndag eftermiddag. Fredag i næste uge indledes slutspillet.
Senest 2. maj er der fundet en danmarksmester.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.