To missede kæmpechancer gør landsholdets arbejdshest bitter

Karen Holmgaard var skuffet over, at hun misbrugte et par store muligheder, men blev muntret op af anføreren.

Karen Holmgaard sled og slæbte på midtbanen og fik også to store muligheder foran mål. <i>Lisi Niesner/Reuters</i>

Karen Holmgaard sled og slæbte på midtbanen og fik også to store muligheder foran mål. Lisi Niesner/Reuters

Det endte med et nederlag på 0-1 og et farvel til EM, men Danmark havde chancerne til at få Spanien ned med nakken, da de lørdag bragede sammen i den afgørende gruppekamp ved slutrunden i England.

Manglende koldblodighed, marginaler og kvalitet betød dog, at Danmark aldrig fik bolden over stregen, og det irriterede de danske fodboldspillere, da de efter kampen satte ord på indsatsen.

Særligt den hårdtarbejdende midtbanespiller Karen Holmgaard havde grund til at være nedtrykt. Hun misbrugte to store muligheder og var tydeligt frustreret over, at hun ikke fik kuglen i netmaskerne.

- Det er bittert. Jeg er bare skuffet. Jeg ville gerne have scoret på de to chancer, lød det fra Karen Holmgaard, som havde svært ved at finde ordene.

- Lige nu tænker jeg ikke så meget om det. Jeg er lidt tom for ord. Jeg skal hjem og se på de to chancer. Men om et par dage kan vi være stolte af den her præstation.

Den 23-årige midtbanespiller, der fik sin slutrundedebut i England, behøver da heller ikke hænge med næbet alt for længe.

Det mener anfører Pernille Harder, som stod bag de to oplæg til Holmgaard, som flere gange tog eksplosive løb med frem i banen.

- Det gode er jo, at hun formår at komme til de der chancer, fordi hun tager de der løb. Det er virkelig stærkt. Så mangler hun bare at få scoret. Men det skal nok komme, lød det opmuntrende fra anføreren.

Harder roste desuden Holmgaard for hendes del i det defensive arbejde, som blev meget afgørende for, at Danmark holdt sig i live mod spanierne.

- Hun gjorde det sindssygt godt og arbejdede stenhårdt. Hun vandt så mange bolde, siger Harder.

Karen Holmgaard havde sidste hoved på bolden, inden Pernille Harder i kampen mod Finland scorede det afgørende mål, der betød, at Danmark i den sidste kamp mod Spanien havde noget at spille for.

Og den 23-årige midtbaneslider fra den tyske klub Turbine Potsdam har fået sig en stor oplevelse i England.

- Jeg er en kæmpe erfaring rigere. Jeg har lært rigtig, rigtig meget.

Hun har under slutrunden haft selskab af sin tvillingsøster, Sara, som i den sidste kamp mod Spanien fik sin første kamp ved en slutrunde.

- Det har været helt unikt at have hende med. Det har vi nydt, siger Karen Holmgaard.

- Jeg er stolt på hendes vegne. Hun har kæmpet, og det var rørende at se hende komme ind. Jeg synes, hun har fortjent det. Jeg tænkte: ”Endelig”. Det er skulderklap for alt det arbejde, hun har lavet. Hun skal bare blive ved.

I Turbine Potsdam, hvor de begge spiller, kan de nu begynde at forberede sig til næste år, hvor Danmark er med ved VM.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.