AaB

To næsten tilfredse trænere efter 0-0 i Silkeborg

Hverken Martí Cifuentes eller Kent Nielsen var 100 procent tilfredse med det ene point, men den tidligere AaB-træner var mest tilfreds

Kent Nielsen og Martí Cifuentes er to af de trænere, der gerne vil have bolden meget, så der blev i sagens natur kamp om kuglen i en kamp, der endte uden mål trods mange chancer, Foto: Martel Andersen

Kent Nielsen og Martí Cifuentes er to af de trænere, der gerne vil have bolden meget, så der blev i sagens natur kamp om kuglen i en kamp, der endte uden mål trods mange chancer, Foto: Martel Andersen

FODBOLD:Der var en tidligere og en nuværende AaB-træner på sidelinjen, da AaB var en tur i Silkeborg for at møde klubbens mestertræner fra 2014 Kent Nielsen. Det blev til en kamp uden mål, hvilket affødte en del reultatorienteret skuffelse i AaB-lejren.

- Vi kom efter tre point. Vi fik et, så vi fik ikke det, vi kom efter. Så helt overordnet er vi skuffede. Fodbold er dog mere kompliceret end blot selve resultatet for mig, så vi må analysere lidt på det hele. Overordnet set mener jeg dog, at vi altid skal være skuffede, når vi kun får et point. Det spiller ingen rolle om det er ude eller hjemme, siger Martí Cifuentes.

- Når jeg så skal kigge på selve præstationen, så vil jeg sige, at jeg er noget mere positiv, end jeg var i forrige kamp mod FC Midtjylland. Silkeborg er et tricky hold at spille mod. Kunstgræsset er kun med til at gøre det vanskeligere, fordi de kan flytte bolden hurtigere, siger AaB-træneren.

Lidt mere tilfredshed var der at spore hos Kent Nielsen, der havde oplevet en kamp, hvor AaB lige var lidt bedre i lidt flere minutter, end Silkeborg.

- Vi er glade for det ene point. Hvis vi kigger på de store chancer, så er det ligeligt fordelt, men hvis vi kigger mere på kampen, havde AaB os presset ned i visse dele af kampen, som vi ikke havde på samme måde. Så i bund og grund var det et hårdt tilkæmpet point. Vi kunne sagtens se, at vi kunne have scoret, men vi kan også få øje på, at det kunne AaB også, så et point er fint, siger AaB's mestertræner fra 2014.

En del af forklaringen på AaB's udtalte dominans efter pausen var, at man havde ændret formation og preshøjde i pausen. Der blev gået mere aggressivt til værks i anden halvleg fra AaBøs side.

- Vi kom til at stå meget lavt i perioder af første halvleg, og det er ikke en fornemmelse, som vi har det godt med. Derfor forsøgte vi at ændre lidt i pausen ved at gå op og presse mere aggressivt, og det lykkedes vi meget godt med i anden halvleg, siger Martí Cifuentes, der var skuffet over, at det trods flere gode muligheder ikke blev til mål for AaB.

- Det irriterer mig naturligvis meget, at vi ikke fik scoret på de chancer, som vi skabte i anden halvleg,

Når det er sagt, så er begge trænere enige om, at det er lidt af en gåde, at kampen endte uden scoringer.

- Jeg finder det faktisk ret underligt, at kampen endte uden scoringer, når man ser på det antal chancer, der var i kampen. For vores eget vedkommende havde vi vidst nok 16 afslutninger, og under normale omstændigheder ville det være nok til at vinde en kamp. Silkeborg skabte også flere åbne chancer, så det er ikke en typisk 0-0-kamp, siger Martí Cifuentes.

Han medgiver, at skarphed bliver et vedblivende tema, til AaB forhåbentlig får mere ud af de chancer, som man skaber.

- Forskellen på at være et godt fodboldhold og et top-fodboldhold er mange gange evnen til at score på sine chancer, og vi havde chancerne, men vi udnyttede dem ikke, siger AaB’s spanske træner.

For Kent Nielsen er der efter tre 0-0-kampe på stribe også brug for lidt større effektivitet i afslutningerne.

- Det bliver et røvkedeligt svar, men det er dygtighed og lidt coolness i de afgørende situationer. Det at komme til chancer er én ting, men det at score på dem er noget helt andet, siger Kent Nielsen, der på sin vis svarede for både egne men også AaB's spillere.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.