ridesport

Tobias Thorning sikrer ny guldtriumf med rekordscore

Den danske paradressurrytter leverede en stor præstation, da han søndag vandt VM-guld i freestylekonkurrencen.

Tobias Thorning Jørgensen, her ved de paralympiske lege, føjede søndag endnu en VM-guldmedalje til samlingen. (Arkivfoto)
Tobias Thorning Jørgensen, her ved de paralympiske lege, føjede søndag endnu en VM-guldmedalje til samlingen. (Arkivfoto) Masaki Akizuki/Ritzau Scanpix

Den danske paradressurrytter Tobias Thorning Jørgensen, som også er dobbelt paralympisk mester, er i gang med et forrygende VM i Herning.

Søndag tog han sin anden individuelle guldmedalje ved mesterskabet, da han på hesten Jolene Hill var den med afstand stærkeste i grad tre.

Rytterne i paradressur er inddelt i forskellige grader alt efter handicap, og Tobias Thorning Jørgensen var i en klasse for sig i grad tre.

Ikke blot slog han konkurrenterne klart, han satte også rekord i grad tre.

Den danske succesekvipage scorede 86,514 procent - den højeste score nogensinde givet til en rytter i grad tre. Sølvmedaljen gik til hollænderen Lotte Krijnsen, som scorede 76,674.

22-årige Tobias Thorning Jørgensen, som lider af muskelsvind, er sin unge alder til trods allerede indehaver af en imponerende meritliste.

Allerede i 2019 vandt han dobbelt EM-guld, og ved de paralympiske lege i Tokyo sidste år, blev det også til dobbelt guld for den talentfulde rytter.

Nu er medaljesamlingen så blevet udvidet med to VM-guldmedaljer samt en VM-sølvmedalje, som han vandt i holdkonkurrencen lørdag med sine danske kolleger i Herning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden