Tørre tæsk banede vejen for dansk forløsning mod Norge

Det danske forsvar spillede hårdt mod Norge, og det var en af grundene til, at Danmark kunne holde hjem.

Anne Mette Hansen (til venstre) og Emma Friis (til højre) sætter i fællesskab en tackling ind på Norges Nora Mørk. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Anne Mette Hansen (til venstre) og Emma Friis (til højre) sætter i fællesskab en tackling ind på Norges Nora Mørk. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I årevis har de danske håndboldkvinder måttet se sig slået af Norge gang på gang, men onsdag i gruppefinalen ved EM i Slovenien kom den længe ventede forløsning.

Norge blev dukket med 31-29, og det sikrede Danmark gruppesejren og den på papiret letteste semifinale mod Montenegro. Norge får i stedet Frankrig.

Danmark har mange gange været foran mod Norge - også langt ind i kampen - de senere år, men når det hele har skullet afgøres, har nordmændene haft rutinen og et ekstra gear.

Det ekstra gear fandt nordmændene dog ikke, og det var især den danske forsvarsindsats gennem hele kampens skyld, mener Anne Mette Hansen.

- Vi forsøgte at gøre det så hårdt som muligt for dem, for vi vidste godt, de havde spillet et par hårde kampe de seneste dage, siger bagspilleren, som spillede en stor kamp, der resulterede i syv scoringer.

- Så hver gang vi kunne få dem ned i jorden og måske også spille lidt over grænsen mod dem, så ville det koste energi hos dem. Jeg synes fandeme, vi leverede en god indsats, siger hun.

To danske udvisninger i slutfasen var tæt på at bringe Norge helt op, men i de sidste sekunder lykkedes det Danmark at holde fast.

- Det er megafedt. Den har været lang tid undervejs, den sejr. Jeg er bare så glad og stolt, og det er et kæmpe boost. Men vi skal ikke stoppe her. Vi skal videre, lyder det stålsat fra den danske topscorer i kampen.

Semifinalen mod Montenegro spilles fredag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.