Tom Brady grubler stadig over sin fremtid i NFL

Den legendariske quarterback reagerer for første gang på rygter om, at han snart vil annoncere karrierestop.

 <i>Usa Today Sports/Ritzau Scanpix</i>

Usa Today Sports/Ritzau Scanpix

Den 44-årige quarterback Tom Brady har endnu ikke gjort op med sig selv, om han vil indstille karrieren i National Football League (NFL).

Det fortæller Brady i podcasten "Let's Go!" på SiriusXM.

- Jeg tror, at når tiden er inde, vil jeg være klar til at træffe en beslutning om det ene eller det andet, siger han.

Udtalelsen kommer, efter at medier lørdag rapporterede, at Brady "inden længe" vil annoncere sit farvel til NFL, som han har domineret som ingen anden med syv Super Bowl-titler i løbet af 22 sæsoner.

Unavngivne kilder fortalte til ESPN, at quarterbacken havde truffet beslutningen af helbredsmæssige og familiære årsager.

ESPN nævnte ikke noget om, hvornår Brady ville offentliggøre sit karrierestop.

I podcasten bliver Brady også spurgt om, hvornår han regner med at beslutte sig.

- Jeg ved det ikke, siger han.

- Som jeg altid har sagt, er jeg meget heldig med at spille så længe, som jeg har gjort. Der er stor interesse for, hvornår jeg vil holde op. Det har jeg forståelse for. Når jeg ved det, så ved jeg det, siger han og understreger, at han ikke vil træffe en forhastet beslutning.

Bradys agent, Don Yee, sagde i weekenden, at karrierestoppet ikke kan regnes som værende officielt, men at der "nok snart" vil komme en udmelding.

- Jeg forstår de omfattende spekulationer om Toms fremtid. Uden at komme ind på historiernes rigtighed eller mangel på samme: Tom vil være den eneste person, der præcist vil redegøre for sine planer, sagde Yee.

Rygterne i medierne kom på tværs af Bradys planer for weekenden.

Quarterbacken for Tampa Bay Buccaneers havde set frem til et par rolige dage med familien og slutspilskampe i NFL på skærmen.

- Sådan gik det ikke helt, fordi min telefon blev ved med at ringe, men det er er en del af at være i den situation, jeg er.

Derimod er han utilfreds med, at rygterne faldt sammen med weekendens semifinaler i NFL.

- Fokus skulle have været på disse fantastiske kampe, siger han.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden