Topholdet Herning saver Sønderjyske over på en periode
Herning fik eftertrykkeligt revanche for sidste uges nederlag mod Sønderjyske i Metal Ligaen.
Efter en sjældenhed som to nederlag i træk i Metal Ligaen viste Herning Blue Fox tirsdag, hvorfor mandskabet er suverænt førerhold i den bedste danske ishockeyliga.
Ude blev Sønderjyske slået med 8-2.
Det var revanche for fredagens kamp i Herning, hvor Sønderjyske vandt med 5-4 efter forlængelse og straffeslag.
Fire mål inden for ti minutter i første periode afgjorde sagerne i Vojens tirsdag aften.
Morten Poulsen med to mål og Zach Taylor og Emil Kristensen med hver et fik spændingen til at fordufte tidligt.
Sønderjyske kom på tavlen fra starten af anden periode, men Herning slog tilbage ved Mathias Bau Hansen, der allerede havde lavet to assister.
Herning var også bedst i tredje periode, hvor Morten Poulsen scorede sit tredje mål i kampen. Zach Taylor lukkede målfesten med sin anden scoring.
Midtjyderne fører ligaen med 87 point for 39 kampe foran Odense Bulldogs, der kom på 72 point ved at vinde med 2-1 hjemme over Herlev Eagles.
Storkøbenhavnerne bragte sig tidligt foran, men kunne ikke holde fast, og fynboerne tog deres femte sejr på stribe i en kamp, hvor der ikke blev scoret i de sidste 58 minutter.
Rækkens nummer tre og fire tørnede sammen i Rungsted, hvor hjemmeholdet vandt med 5-2 over Aalborg Pirates.
Rasmus Andersson spillede en hovedrolle med målene til 3-1 og 4-2 i tredje periode.
Dermed ligger de to hold side om side med hver 65 point.
I tirsdagens sidste kamp fik Rødovre Mighty Bulls en af sine sjældne sejre, da Frederikshavn White Hawks blev sendt hjem med 5-4.
Frederikshavn udlignede tre gange i kampen, men kunne ikke svare tilbage, da unge Marcus Almquist gjorde det 5-4 med sit andet mål knap tre minutter før udløb.
Det var Rødovres fjerde sejr ud af 39 mulige. Holdet er fortsat håbløst sidst.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.