Sport

Tottenham-helt: Ingen tænker på den dårlige sæson nu

Den rærlige sæson i Premier League er trådt i baggrunden, efter at Tottenham vandt Europa League.

Brennan Johnson smed trøjen, da han fejrede triumfen i Bilbao onsdag aften.
Brennan Johnson smed trøjen, da han fejrede triumfen i Bilbao onsdag aften. Andrew Couldridge/Reuters

Tottenham har haft en frygtelig sæson på hjemlige breddegrader, og rygter om en fyring af træner Ange Postecoglou har verseret i flere måneder.

Men som med et trylleslag - eller rettere en sejr i Europa League-finalen - er de mange skuffelser i hvert fald for en stund parkeret langt væk.

- Denne sæson har på ingen måde været god, men jeg sværger, at ingen spillere lige nu overhovedet tænker på det, lyder det fra Brennan Johnson ifølge AFP efter finalesejren over Manchester United.

Det var Johnson, der fik presset Uniteds Luke Shaw til at lave det selvmål, som blev finalens eneste scoring.

Den 23-årige offensivspiller kom til Tottenham i 2023, og sammen med resten af holdet har han lidt i denne sæson.

Tottenham ligger i Premier League på pladsen lige over nedrykning, og selv om afstanden til de tre nedrykkere er stor, slører det ikke for, at sæsonen har været en gedigen skuffelse for London-holdet.

Nu slutter det hele med, at klubben vandt sin første pokal i 17 år, og det får en masse mørke skyer til at forsvinde, mener Brennan Johnson.

- Alle fansene tager det hårdt, og vi tager det hårdt, når vi ikke vinder trofæer. Når vi ikke vinder noget. Jeg er så glad for, at vi endelig fik et trofæ, siger han.

- Lige siden jeg kom hertil, har folk sagt, at "Tottenham er et godt hold, men de får aldrig gjort noget færdigt". Nu har vi gjort det.

Europa League-triumfen betyder samtidig, at holdet får en plads i næste sæsons fineste klubturnering Champions League.

Manchester United har som Tottenham haft en forfærdelig sæson på hjemlig grund og ligger kun én plads højere end Tottenham i tabellen inden sidste spillerunde.

Med nederlaget i onsdagens finale bliver det dermed ikke til europæisk fodbold for danskerklubben i næste sæson.

Rasmus Højlund og Patrick Dorgu startede inde for United i finalen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden