Tottenham ruster angrebet med Everton-brasilianer

Richarlison skal indtil 2027 tørne ud for Tottenham, hvor han bliver konkurrent til blandt andre Harry Kane.

Richarlison har spillet i Everton siden 2018. (Arkivfoto). <i>Oli Scarff/Ritzau Scanpix</i>

Richarlison har spillet i Everton siden 2018. (Arkivfoto). Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Tottenham ruster op i offensiven forud for den kommende sæson.

Premier League-klubben fra London har været på rov hos Everton, hvor man har hentet den brasilianske angriber Richarlison.

Det bekræfter begge klubber på deres hjemmesider fredag.

Richarlison har underskrevet en kontrakt, der løber til 2027. Dermed får Tottenham fingre i en spiller, der i 172 Premier League-kampe har scoret 48 mål.

I sin nye klub skal Richarlison slås med blandt andre Harry Kane om spilletiden på de forreste pladser. Englænderen har været en af Tottenhams største stjerner i flere år.

Richarlison blev hentet til Europa fra Brasilien i 2017, hvor Watford slog kløerne i ham. Der præsterede han på en måde, der fik Everton til at reagere allerede et år senere.

Bedrifterne i Premier League i de seneste sæsoner har sikret Richarlison en fast plads på det brasilianske landshold, hvor han fik debut i efteråret 2018.

Han har i alt optrådt 36 gange for det fodboldgale land fra Sydamerika, og han har bidraget med 14 scoringer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.