Toudahl skal redde TTH: Opgaven er sværere end ventet

En ærlig Andreas Toudahl erkender, at det har været svært at komme ind fra siden i kriseramte TTH Holstebro.

Andreas Toudahl har været træner i TTH Holstebro siden midten af marts, men han er ikke for alvor lykkedes med at vende den kritiske situation i klubben. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Toudahl har været træner i TTH Holstebro siden midten af marts, men han er ikke for alvor lykkedes med at vende den kritiske situation i klubben. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

- Vi har pistolen for panden.

TTH Holstebro er i knibe, og det ved træner Andreas Toudahl udmærket godt.

I marts blev han hentet til for at vende den synkende skude, og uden det var prangende, klarede vestjyderne sig med nød og næppe fri af direkte nedrykning fra herrernes håndboldliga. Men nu er den gal igen.

TTH har tabt de to første kampe i nedrykningsspillet og ligger sidst. Ender klubben der, skal den møde enten Høj eller Grindsted fra 1. division i altafgørende kampe om overlevelse.

Onsdag kan endnu et kapitel i fortællingen om den stolte klubs nedtur skrives. Hvis TTH taber til Lemvig-Thyborøn, og KIF Kolding slår Sønderjyske, er der ingen vej tilbage. Så venter skæbnekampene.

- Jeg vil godt indrømme, at opgaven har været sværere, end jeg havde troet, siger Andreas Toudahl, som har været en smule overrasket over den mentale tilstand i truppen, der i slutningen af grundspillet løb ind i en stime på ni nederlag i træk.

- Når man kommer udefra, ved man ikke, hvad det er, man dumper ned i. Det har taget mig noget tid at finde ud af det. Når man står udefra og kigger ind, ser man meget på spillet. Det er det, man kan se fra sofaen og tilskuerpladserne.

- Men det, som min opgave hovedsageligt har bestået af, har været alt andet end spillet. Det er hverken franske kryds eller 5-1-forsvar, det har handlet om. Det har været det mentale, siger Andreas Toudahl.

Han fortalte allerede i slutningen af marts, at han havde brugt meget tid på at lære spillerne at kende. Han skulle forstå, hvad der rumsterede i hovederne på en flok sårede mandfolk, der har tabt og tabt.

- Tillidsbånd og relationer kan man bruge år på at opbygge. Det har jeg skullet finde ud af på en måned. Det har jeg nok undervurderet, og det har været svært at lande i, siger han.

Andreas Toudahl fortæller, hvordan han mærker stor opbakning fra sin stab og sin ledelse. Han tror da også fortsat, at han er den rigtige til at løse krisen, og han afviser, at han gik naivt ind til opgaven.

- Det var ikke sådan, at jeg troede, at det ville blive verdens nemmeste. Men karakteren af udfordringerne er måske kommet lidt bag på mig, siger han.

Han vil ikke konkret komme ind på, hvad han oplever hos spillerne. Hvor ramte de er. Men nederlag avler nederlag, og det er helt naturligt, at unge mennesker har brug for støtte og omsorg i sådanne situationer, siger han.

Andreas Toudahl ved, han kan komme til at lyde naiv, når han siger det. Men han føler fortsat, at der er en vilje og en tro på tingene i truppen. Den energi skal holdet tage med sig på banen mod Lemvig-Thyborøn onsdag.

- Jeg er fortrøstningsfuld - uden at være naiv eller overoptimistisk. Der er en klar tro på tingene, og hvis vi skal dø, så skal vi gøre det med støvlerne på, siger Andreas Toudahl.

Hvis TTH ender sidst i nedrykningsspillet, venter som sagt to drabelige kampe mod enten Høj eller Grindsted fra 1. division. Som om han ved, hvad skæbnen byder ham, har han allerede været ude at se de to spille mod hinanden i 1. divisions oprykningsspil.

- Det ville være dybt useriøst, hvis ikke vi var nysgerrige på det. Det handler om at være på forkant. Det har vi en forpligtelse til, siger han.

TTH og Lemvig-Thyborøn mødes onsdag klokken 19.00.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.