Tour-feberen har ramt Vingegaards barndomsby
Jonas Vingegaards præstationer i Tour de France er i øjeblikket på alles læber, og i barndomsbyen, Hillerslev, fylder den beskedne thybos navn da også mere end normalt
Opdateret kl. 15:45
HILLERSLEV: "Verdens bedste bjergrytter hedder Jonas Vingegaard og kommer fra Hillerslev i Thy".
Sådan lød ordene fra TV2's Dennis Ritter i går, da den lille mand med de store kræfter satte konkurrenterne til vægs på et af rutens mest modbydelige bjerge, Col du Granon, der var det sidste bjerg på 11. etape.
Dagen derpå er der også stor jubel at spore i den lille by udenfor Thisted med knap 400 indbyggere.
- Der er helt vildt god stemning her i byen og her i butikken, siger Ole Pedersen, der er brugsuddeler i den lokale Dagli' Brugsen.
I netop Brugsen var der, i anledning af bysbarnets store præstationer, arrangeret en uddeling af citronmåner i den rigtige gule farve til de første 25, der kom ind i butikken og råbte: "Vingegaard i gult!"
Det tilbud var der flere, der benyttede sig af. Faktisk så mange, at den lille forretning på bare et par timer måtte melde udsolgt af citronmåner.
Nogle af dem, der fik vist deres begejstring for både Jonas Vingegaard og de gratis citronmåner, var Anne Nørregaard og sønnerne Mads og Johan.
- Vi er på ferie heroppe fra Kolding, hvor vi så Jonas og de andre køre forbi, så det er meget sjovt at være lige i Hillerslev nu, siger Anne Nørregaard, og tilføjer, at det da vist er ved at lugte af sejr til manden, der er på forsiden af alle dagens aviser.
Fodboldstemning til et cykelløb
Alle de steder Tour de France kom forbi, da det startede i Danmark, var der glade mennesker, der heppede på feltet, og i særdeleshed de danske ryttere. Med Vingegaards store succes er fokusset på danske toppræstationer bestemt ikke blevet mindre.
Brødreparret Lasse og Mikkel Aggerholm fra Hillerslev er i deres sommerferie gået "all-in" på at forsøge at skabe den samme gode, nærmest nationalpatriotiske stemning som under sidste sommers EM-slutrunde i herrefodbold.
- Vi har malet på vejen, lavet bannere og iklædt os alt vores Tour-merchandise, så vi kan støtte Jonas så meget som muligt. At have en dansker, endda én fra Hillerslev, der klarer sig så godt, er sjovt på en helt anden måde end vi tidligere har oplevet det, siger brødrene.
En lille by er kommet på verdenskortet
Selvom Hillerslev er en lille by, der normalvis ikke gør meget væsen af sig, så er det i disse dage en by, som mange tusindvis af mennesker i både ind- og udland har lært at kende.
Og netop det store fokus, der pludseligt er kommet på byen, kan ifølge den lokale brugsuddeler være guld værd.
- Det er klart, at sådan noget her skaber en helt vildt god omtale af byen, siger Ole Pedersen.
Om Jonas Vingegaard fra Hillerslev, der nu bor i Glyngøre, vinder verdens største cykelløb er svært at spå om, men én ting er allerede nu sikkert: Hillerslev er stolte af deres bysbarn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.