Traditionsrigt gadeløb føres an af den danske mester

Michael Mørkøv er største navn ved Jutlander Bank GP i Aars

Søren Olsson
Michael Mørkøv kan blive den første, der vinder det traditionsrige gadeløb for anden gang. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Cykelsport 8. august 2019 06:42 - Opdateret 8. august 2019 06:42

CYKELSPORT: Det er 11. gang, at den danske cykelelite skal stifte bekendtskab med de frygtede brosten på Himmerlandsgade i Aars, når Jutlander Bank Grand Prix i aften afvikles med start og mål i byens centrum.

Klokken 18.30 sendes de cirka 100 startende ryttere af sted på den korte, men krævende rundstrækning, og cirka en time og et kvarter senere, er der fundet en vinder af et af de hårdeste gadeløb i Danmark.

Den danske mester Michael Mørkøv er det største navn i feltet, der dog også tæller alle de største danske mandskaber.

Blandt de startende er hele fem tidligere vindere af løbet: Rasmus Guldhammer (2010), Michael Mørkøv (2012), Jonas Aaen (2014), Andreas Hyldgaard Jeppesen (2015) og sidste års meget overraskende vinder Nils Lau Broge fra Aarhus CK.

Michael Mørkøv kommer til Aars i topform.

I Tour de France var han en sikker lead-out-man for sprinteren Elia Viviani, der flere gange blev afleveret perfekt af den danske sprinter, selvom det dog kun blev til en enkelt etapesejr for italieneren.

Og så sent som i søndages slog duoen til endnu engang, da Viviani blev afleveret til en sikker sejr af Mørkøv i Prudential RideLondon-Surry Classic, hvor Michael Mørkøv endda havde benene til selv at blive nummer tre - hans bedste resultat på Pro Touren i denne sæson.

På startlisten er også sidste års nummer to, stortalentet Julius Johansen fra Colo-Quick - et mandskab, der jagter deres første sejr på brostenene i Aars.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...