Træner ville skabe usikkerhed hos Peru med keeperskifte

Den australske landstræner forsøgte bevidst at skabe usikkerhed hos Perus skytter med en sen målmandsrokade.

Landstræner Graham Arnold havde svært ved at forstå, at han lige havde været med til at sende Australien til VM i fodbold. <i>Mohammed Dabbous/Reuters</i>

Landstræner Graham Arnold havde svært ved at forstå, at han lige havde været med til at sende Australien til VM i fodbold. Mohammed Dabbous/Reuters

Nogle gange går det godt. Andre gange går det skidt.

For Australien var det en succesfuld strategi at skifte målmand, kort før den forlængede spilletid udløb i VM-playoffkampen mod Peru.

Ind kom Andrew Redmayne i stedet for Mathew Ryan, og det skulle i sidste ende vise sig at være en god idé. Redmayne reddede et afgørende forsøg og sendte australierne til VM i Qatar.

Her skal Australien møde Danmark, Frankrig og Tunesien i det indledende gruppespil ved VM, som starter i november.

Graham Arnold, Australiens landstræner, forklarede efterfølgende, at det hele tiden var en del af planen at lave sådan en taktisk manøvre mod Peru.

- Andrew Redmayne er meget god til at redde straffespark. Vi tog ham ind og skiftede målmand på grund af det mentale aspekt.

- Det skulle skabe lidt usikkerhed i deres hjerner, det var årsagen, siger Arnold ifølge The Guardian.

Redmayne dansede og hoppede på målstregen før hvert eneste peruanske forsøg, og det gav bonus til slut. Han havde længe forberedt sig på at komme ind i et eventuelt straffedrama.

- Idéen var allerede ude tidligt, om at dette kunne ske under disse omstændigheder. I de to eller tre uger, vi har været samlet, har jeg haft det i tankerne, siger Redmayne.

Af samme grund havde han finpudset nogle elementer til lejligheden, hvis det skulle ske.

- Jeg har arbejdet på nogle få ting til træning. Men i sidste ende er det enten til højre eller venstre, hjemmearbejdet er gjort, og jeg er bare taknemmelig over for de andre drenge, som havde løbet i 120 minutter.

- Jeg er ikke en helt. Jeg indtog bare min rolle som alle andre. Ikke kun de 11 på banen, det var langt mere end dem. Det var en holdindsats, siger Redmayne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden