Tre på stribe for flot fightende White Hawks-mandskab

Frederikshavn White Hawks holder sig til i kampen om midterplaceringerne efter en ny sejr. Denne gang gik det ud over bundproppen Rødovre Mighty Bulls

Frederikshavn White Hawks skulle lige finde sig selv i mandagens kamp mod Rødovre. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Frederikshavn White Hawks skulle lige finde sig selv i mandagens kamp mod Rødovre. Arkivfoto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn White Hawks fortsatte de gode takter, da Rødovre Mighty Bulls blev besejret 3-2 på hjemmebane.

Det blev dog ikke samme festfyrværkeri, som i den forrige sejr over Herning, men vendelboerne vil sikkert hævde, at det vigtigste var de tre point.

Det stod ret hurtigt klart, at julefreden på ingen måde havde ramt isen i Frederikshavn. Begge hold gik til den, og der blev delt en del julehilsner ud af den mere fysiske slags. 

Intensiteten fejlede ikke noget. Det gjorde spillets kvalitet til gengæld fra hjemmeholdet. Det spillede slet ikke for høgene i første periode. Faktisk var det en lille og ofte tiltrængt pause, når hallens DJ kunne fyre op for anlægget i anledning af endnu et spilstop. 

Det var nu ikke fordi White Hawks-spillerne ikke forsøgte, men det blev ved de gode intentioner. Særligt i de første 20 minutter var der ikke meget, der kørte for White Hawks. 

Derfor var det også meget naturligt, at det var Rødovre, der var i front første gang, man skulle have kørt ny is. Lasse Carlsen havde brugt holdet fra den københavnske vestegn foran, og vendelboerne havde ikke for alvor vist de takter, der i den seneste hjemmekamp sendte Herning hjem med et 1-6-nederlag. 

White Hawks noterede sig for et par halve chancer og en enkelt friløber, der dog blev formøblet. Derfor skulle Pelle Hånberg have rettet en del til før anden periode. 

Det blev også bedre fra hjemmeholdets side, uden at det for alvor blev godt. Sebastian Brinkman fik dog udlignet, og indtrykket var, at det nu var hjemmeholdet, der havde bedst greb om kampen. Det var dog ikke den store spillemæssige oplevelse, men som i første periode var der mange små bataljer de to holds spillere imellem. 

Det kom til enkelte fysiske konfrontationer, som godt kunne have kastet flere udvisningsminutter af sig, mens usammenhængende fortsat var det mest rammende ord, når spillet skulle beskrives. 

Pelle Hånberg har gjort det klart for sine spillere, at hårdt arbejde kommer før flot spil, og netop via hårdt arbejde fik White Hawks arbejdet sig til et decideret overtag i tredje periode. Det kastede ikke de store chancer af sig, men halvvejs igennem de sidste 20 minutter viste White Hawks den samme skarphed, som var blevet udstillet i fredagens storsejr over Herning. 

Først slog Christopher Frederiksen til, da han fra en lidt utraditionel vinkel fik overlistet Rødovres keeper. Men hvis man ikke lægger pucken på mål, så scorer man aldrig. Det har Frederiksen lært, så selv fra en spids vinkel fik det et skud. 

Det var ikke helt så tilfældigt, da Aleksi Halme to minutter efter føringsmålet udbyggede føringen til 3-1 efter et enmandstogt mod Rødovre-målet. 

Lukas Bach Nielsen fik reduceret for Rødovre, men bortset fra en lumsk styring i de døende sekunder kom københavnerne ikke tæt på en udligning. Dermed kan White Hawks holde juleferie med en god fornemmelse. Tre sejre på stribe skaber optimisme inden næste opgave, som er de to nytårsbrag mod Aalborg Pirates. Den første kamp spilles i Aalborg den 29. december, mens der er andendagsgilde i Frederikshavn den 30. december.

Frederikshavn White Hawks - Rødovre Mighty Bulls

  • Metalligaen, ishockey
  • Periodecifre: 0-1, 1-0, 2-1
  • Mål: 0-1 Lasse Carlsen (4.31), 1-1 Sebastian Brinkman (28.13), 2-1 Christopher Frederiksen (48.56), 3-1 Aleksi Halme (50.40), 3-2 Lukas Bach Nielsen (53.04),
  • Udvisningsminutter: Frederikshavn 6, Rødovre 6
  • Tilskuere: 1047

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.