Tredje nederlag i streg: Krisen fortsætter i Jammerbugt FC
For tredje kamp i streg tabte Jammerbugt i 2. division. Dermed indtager de en fortsat plads i bunden af landets tredjebedste række
Opdateret kl. 19:29
FODBOLD: Der er fortsat ikke tikket point ind på kontoen hos nedrykkerne fra 1. division, Jammerbugt FC. Dermed indtager vendelboerne en fortsat bundplacering i 2. division efter lørdagens opgør på udebane mod Frem.
Mål: 1-0 Isak Tånnander (55. minut), 2-0 Casper Lykke (82. minut)
Advarsler: Ahmed Gero, Jammerbugt (47. minut), Isak Tånnander, Frem (55. minut), James Ozornwafor, Jammerbugt (55. minut), Pedro Cortes, Jammerbugt (60. minut), Søren Nørgaard Hansen, Frem (93. minut)
Tilskuere: 966
I København havde det internationalt prægede mandskab en godkendt start på kampen, hvor man kæmpede ligeligt med gennem den første times tid. Her kom Jammerbugts løbestærke folk enkelte gange i gode dybdeløb og pressede Frem.
De store chancer udeblev dog, og i stedet fik hjemmeholdet et mere markant tag i opgøret gennem anden halvleg.
Isak Tånnander kom især til en stor chance, da han efter knap en times spil kom dybt på en friløber. Selvom han var passet op, formåede han at sende sin afslutning ind bag Pape Ndiaye i Jammerbugt-målet og sparke hjemmeholdet foran.
Den føring blev udbygget efter 82 minutter, da Casper Lykke prøvede lykken fra distancen og sendte et langskudsmål ind til slutresultatet 2-0 for Frem.
Nederlaget er det tredje i streg for Jammerbugt FC. Divisionsklubben under ejerskab af tyske Klaus-Dieter Müller har nemlig også tabt til HIK og Kolding gennem sæsonens første kampe, siden man rykkede ned fra NordicBet Ligaen.
Med nul point efter tre kampe indtager mandskabet en foreløbig sidsteplads i 2. division.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.