Trump opfordrer golfstjerner til at tage pengene på LIV

Golfstjerner bør vende de traditionelle tours ryggen og vælge pengene på LIV Golf, mener Donald Trump.

Australske Cameron Smith vandt søndag golfmajoren British Open og bliver nu rygtet aktuel på LIV Golf. <i>Michael Madrid/Ritzau Scanpix</i>

Australske Cameron Smith vandt søndag golfmajoren British Open og bliver nu rygtet aktuel på LIV Golf. Michael Madrid/Ritzau Scanpix

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump blander sig nu i debatten omkring den nye golftour, LIV Golf.

Trump opfordrer meget direkte sportens største stjerner til at vælge LIV Golf frem for amerikanske PGA Tour og den delvist europæiske DP World Tour.

- Alle de golfspillere, der forbliver loyale over for meget illoyale PGA - i alle dens forskellige former - vil betale en stor pris, når den uundgåelige FUSION med LIV kommer.

- Og I får ikke andet end et stort "tak for det" af PGA-lederne, der tjener millioner af dollar om året.

- Hvis ikke I tager pengene nu, får I ingenting, når fusionen kommer, og må indse hvor kloge de, der skrev under fra starten, var, skriver Trump på den sociale medie-platform Truth Social.

Trump har en vis interesse i, at de største stjerner i sporten vælger LIV Golf. Han ejer således to af de baner, som LIV Golf benytter sig af i sin første sæson.

Konflikten mellem LIV Golf og PGA Tour/DP World Tour er løbende blevet eskaleret.

LIV Golf har lokket flere profiler fra de to tours med gigantiske engangsløb og har desuden introduceret enorme præmiepuljer, som PGA Tour og DP World Tour generelt ikke kan matche.

PGA Tour har reageret ved helt at udelukke de frafaldne spillere fra at deltage i sine turneringer. DP World Tour udelukker foreløbigt spillere, der deltager på LIV Golf, i sine tre efterfølgende turneringer samt uddeler bøder for at bryde tourens regelsæt.

LIV Golf får kritik for at få sine penge fra Saudi-Arabien. Kritikere mener, at deltagerne er med til at male et andet billede af landet, hvis syn på menneskerettigheder ofte kritiseres i Vesten.

Dustin Johnson, Phil Mickelson, Patrick Reed og Bryson DeChambeau er blandt de stjerner, der har tilsluttet sig de omstridte invitationsturneringer arrangeret af LIV Golf.

Den nyslåede British Open-vinder, australske Cameron Smith, overvejer ifølge flere medier også et tilbud fra LIV Golf svarende til 660 millioner kroner.

28-årige Smith fik cirka 18 millioner kroner for sin sejr i British Open og har i alt optjent et beløb svarende til cirka 180 millioner kroner i sine otte år som professionel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk