Håndbold

TTH banker Skive og sender Kolding tæt på 1. division

TTH bankede Skive med 41-29 og kan sende Kolding i 1. division med point i udekampen på lørdag.

Magnus Bramming jubler efter en af sine otte scoringer.
Magnus Bramming jubler efter en af sine otte scoringer. Morten Stricker/Ritzau Scanpix

TTH Holstebro er rykket et skridt nærmere redning i landets bedste håndboldrække.

Tirsdag aften var traditionsklubben overlegen i den vitale bundkamp på hjemmebane mod allerede nedrykkede Skive. I egen hal vandt TTH med hele 41-29 efter en pauseføring på ni mål.

Dermed er der lagt op til et stort drama, når sidste runde af grundspillet afvikles på lørdag.

Her skal TTH Holstebro møde KIF Kolding i en kamp, der kan sende et af holdene direkte ud af rækken.

Får TTH point ud af kampen på udebane mod de 14-foldige danmarksmestre, rykker hjemmeholdet ned. Vinder Kolding derimod, skal man muligvis have fat i den helt store kugleramme for at finde en direkte nedrykker.

Fem hold - KIF Kolding, TTH Holstebro, TMS Ringsted, Nordsjælland Håndbold og Sønderjyske - kan nemlig alle ende på 19 point, og så skal holdenes indbyrdes regnskab afgøre, hvem der rykker ned.

Blandt de fem hold er Sønderjyske det eneste hold, der ikke kan rykke direkte ned, uanset hvem der ellers måtte ende på 19 point og indgå i det store regnestykke.

De hold, der ikke rykker direkte ud, bliver dog en del af et kvalifikationsspil, der for et af holdene også ender i en nedrykning.

Der nåede aldrig at komme spænding i tirsdagens kamp i Holstebro. Hjemmeholdet tog teten fra første færd, og anført af en suveræn Magnus Bramming var TTH i front med 9-3 efter 11 minutters spil.

I alt scorede landsholdsspilleren otte mål på otte forsøg i kampen.

Længere oppe i tabellen stod Lemvig bag en lille overraskelse, da holdet vandt 29-27 ude over Skanderborg-Aarhus. Det ændrer dog ikke på, at Lemvig bliver en del af nedrykningsspillet, mens Skanderborg-Aarhus bliver en del af det sjove slutspil i toppen af rækken.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden