TTH Holstebro skal ud i playoffkampe om at undgå nedrykning

TTH Holstebro skal efter endnu et nederlag møde enten HØJ eller Grindsted i en duel om en plads i herreligaen.

Nederlaget til Lemvig-Thyborøn gjorde ondt på hjemmeholdets spillere. <i>Morten Stricker/Ritzau Scanpix</i>

Nederlaget til Lemvig-Thyborøn gjorde ondt på hjemmeholdets spillere. Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Kvalerne fortsætter for TTH Holstebro, der onsdag er rykket et skridt nærmere en uventet nedrykning fra landets bedste række i herrehåndbold.

Efter onsdagens 32-37-nederlag hjemme til Lemvig-Thyborøn står det klart, at TTH Holstebro nu skal forsøge at sikre sin ligaeksistens ved at vinde en playoffduel over et hold fra 1. division.

Selv om der fortsat resterer en spillerunde i HTH Herreligaens nedrykningsgruppe, kan håndboldklubben fra Tvis og Holstebro ikke længere overhale konkurrenterne.

Inden onsdagens to kampe i nedrykningsspillet var det kun KIF Kolding, som Holstebro fortsat havde en chance for at overhale, og holdet fik en smule hjælp af Sønderjyske, som vandt 37-33 hjemme over Kolding.

Det formåede holstebroerne dog ikke at lukrere på i holdets egen kamp hjemme mod Lemvig-Thyborøn. Gæsterne tog en femmålssejr i lokalopgøret, efter at have ført lige siden kampens første mål blev scoret efter halvandet minut.

Lemvig-Thyborøn havde allerede klaret frisag i nedrykningsspillet, men var alligevel hjemmeholdet overlegent.

Med seks mål blev landsholdsspilleren Magnus Bramming topscorer for Holstebro, men det rakte altså ikke til point for kriseramte mandskab, der før sæsonen var spået en plads i slutspillet.

Holstebro kan nå op på samme antal point som KIF Kolding ved at vinde deres indbyrdes møde i sidste spillerunde, men da KIF sluttede bedst af de to hold i grundspillet, ender KIF øverst i tabellen i tilfælde af pointlighed.

Så mens den 14-foldige mesterklub nu endegyldigt kan forberede sig på en ny sæson i landets bedste række, venter der drabelige playoffkampe for Andreas Toudahls Holstebro-mandskab.

I playoffkampene om en plads i ligaen venter enten HØJ eller Grindsted. De to klubber blev henholdsvis nummer to og tre i 1. division, og de har vundet en playoffkamp hver i bestræbelserne på at blive klar til at møde TTH Holstebro.

Den afgørende playoffkamp mellem HØJ og Grindsted spilles på lørdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.