TTH nedlægger HØJ i første kamp om ligaplads
HØJ fik aldrig et ben til jorden mod TTH Holstebro i første opgør om en plads i Herreligaen.
TTH Holstebro beholder sit ene ben i Herre Håndbold Ligaen efter den første af to kampe mod HØJ Elite fra 1. division om en plads i landets bedste række.
Efter en overlegen præstation vandt TTH med 35-26. Dermed ender HØJ, som blandt andre har Bo Spellerberg på holdet, altså med at skulle blive i 1. division, hvis holdet taber returopgøret næste tirsdag.
Mens de to hold fulgtes pænt ad i starten af kampen, begyndte TTH lige så stille at indtage en dominerende position, efterhånden som målene regnede ind.
Da de første ti minutter var spillet, førte TTH med 8-4, og den føring skulle vestjyderne fastholde et stykke ind i kampen.
Efter Tobias Myssing reducerede til 10-7 for HØJ, valgte TTH at skrue bissen yderligere på.
Sjusket angrebsspil fra HØJ resulterede i fem kontramål i streg for TTH, hvilket sendte hjemmeholdet foran 15-7 knap 20 minutter inde i kampen.
Kort efter lykkedes det Roi Berg Hansen at slå hul på Holstebros stime med et straffekast.
Det satte en dæmper på TTH offensiv, som i løbet af de næste syv minutter kun formåede at score et enkelt mål. Gæsterne udnyttede samtidig perioden til at score tre mål til stillingen 16-11.
Efter 30 minutter blev der fløjtet til pause med stillingen 17-12.
I anden halvleg fortsatte TTH med at dominere. Fem minutter efter pausen havde hjemmeholdet scoret fire mål til 21-12 uden noget modsvar fra gæsterne.
I 36. minut lykkedes det dog Tobias Myssing at sende et mål forbi målvogter Ronnie Nicolaisen på assist af Bo Spellerberg.
Efter en hurtig Holstebro-scoring blev HØJ kaldt til timeout i et forsøg på at inspirere holdet til en mirakuløs sejr.
Mens det i perioder så ud til at virke, viste føringen sig dog for stor for udeholdet, som i sidste ende måtte se sig slået af Holstebro.
Efter 60 minutter lød stillingen på overlegne 35-26 og dermed står vestjyderne med et godt udgangspunkt forud for andet opgør på HØJ's hjemmebane.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.