TTH og Skjern tager et point hver i vestjysk rivalopgør

Det så ud til, at TTH Holstebro skulle tage sejren, men Skjern slog tilbage til sidst og fik uafgjort.

TTH Holstebro var bogstavelig talt centimeter fra sejren, men det endte uafgjort, da klubben onsdag havde besøg af rivalen Skjern Håndbold.

Med få sekunder tilbage af kampen hamrede hjemmeholdets Jonas Gade bolden mod mål. Den ramte overliggeren og sprang ned på målstregen, men ind ville den ikke. Derfor måtte TTH nøjes med 26-26 og et point.

Klubben var ellers foran med et par mål i slutfasen og var godt på vej mod sin tredje sejr i træk. Skjern reddede sig et enkelt point i Gråkjær Arena, hvor hjemmeholdet fik stor, stor opbakning.

Opgøret blev indledt i et højt tempo. Begge mandskaber havde travlt med at færdiggøre deres angreb, og det betød, at der kom mange mål på tavlen.

Både TTH og Skjern var samtidig flinke til at åbne defensiven for modstanderen. Disciplinen og den hårde fysik udeblev, og derfor vadede begge hold flere gange igennem forsvarslinjerne og fik store chancer.

Skjern skabte en føring på et par mål, men efter et kvarter skruede TTH op for effektiviteten. Det betød, at Holstebro-klubben sneg sig foran efter 19 minutter, da Christian Jensen scorede på straffekast.

Ikke desto mindre var det Skjern, der gik til pause med en føring på 14-13.

Det blev ved med at være tæt på den anden side af pausen. Skjern var bedst spillende, mens TTH manglede noget kreativitet i angrebet. TTH kunne dog glæde sig over, at keeper Sander Heieren lukkede af i målet.

Midtvejs i anden halvleg var det stadig helt lige, og måske derfor havde intensiteten fået et nøk op i hallen, hvor TTH fik massiv opbakning.

Med ni minutter igen fik værterne en afgørende scoring. Sander Heieren pillede bolden og kastede den lige ned i handsken på Emil Jensen, der efter et kontraangreb bragte TTH på 23-21.

Dermed havde TTH en tomålsføring, som blev holdt indtil de allersidste minutter, hvor Skjern slog tilbage.

Med omtrent 30 sekunder tilbage udlignede Lasse Uth til 26-26, og selv om det var tæt på, lykkedes TTH ikke med at score i sit sidste angreb.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.