Fodbold

Tuchel beskytter Lukaku efter historisk anonym indsats

I kampen mod Crystal Palace havde Romelu Lukaku færrest antal boldberøringer for en spiller i mange år.

10 mål i 28 kampe er det blevet til for Romelu Lukaku på tværs af alle turneringer i indeværende sæson. (Arkivfoto)
10 mål i 28 kampe er det blevet til for Romelu Lukaku på tværs af alle turneringer i indeværende sæson. (Arkivfoto) Matthew Childs/Reuters

Lørdagens 1-0-sejr over Crystal Palace skaffede Chelsea tre point i Premier League, men for angriberen Romelu Lukaku var der langtfra tale om en mindeværdig eftermiddag.

Belgieren rørte blot bolden syv gange. Ifølge BBC har ingen spiller, der har fået fuld spilletid, haft så få boldberøringer i en Premier League-kamp i perioden siden 2003, hvor man begyndte at registrere den slags.

Før tirsdagens Champions League-kamp mod Lille får Lukaku opbakning fra sin manager, Thomas Tuchel.

- Han er i rampelyset, og vi vil beskytte ham. Romelu vil altid være en del af løsningen, siger Tuchel ifølge BBC.

- Nogle gange er det sådan med angribere, hvis de mangler lidt selvtillid og forsøger at finde plads for at bidrage mod et dygtigt forsvarende hold.

- Selvfølgelig er det ikke det, vi eller Romelu ønsker, men det er ikke tidspunktet at grine ad ham eller lave vittigheder om ham, lyder det fra tyskeren.

28-årige Lukaku skiftede i sommer fra Inter til Chelsea. I slutningen af sidste år kom han i stormvejr, da et interview med Sky Sport Italia så dagens lys.

Her fortalte den stærke angriber blandt andet, at han var utilfreds med sin situation i Chelsea.

En undskyldning til manageren gjorde, at han blev taget til nåde, men han har stadig ikke scoret et mål i Premier League siden kontroversen.

I alt er det blevet til 10 mål i 28 kampe på tværs af alle turneringer for Lukaku, som kan øge antallet i tirsdagens Champions League-kamp.

Opgøret mod Lille spilles i London klokken 21 dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden