præstation

Tuchel vrager åbenmundet Lukaku til storkamp

Angriberen Romelu Lukaku er ude af truppen hos Chelsea efter et kontroversielt interview.

Britain Soccer Premier League
Britain Soccer Premier League Matt Dunham/Ritzau Scanpix

En status som rekordindkøb og succes i de seneste kampe hjælper intet, når man er lidt for åbenmundet i et interview. I hvert fald ikke når træneren hedder Thomas Tuchel.

Tuchel har vraget den belgiske stjerneangriber Romelu Lukaku til søndagens topbrag mod Liverpool i Premier League. Ikke bare til startopstillingen, men til truppen.

Det sker, efter at Lukaku i et interview med det italienske medie Sky Italia erklærede sig "utilfreds" med sin situation i Chelsea.

- Træneren har valgt at spille med et andet system. Jeg er bare nødt til ikke at give op og fortsætte med at arbejde og være professionel.

- Jeg er ikke tilfreds med situationen, men jeg er en arbejdshest, og jeg må ikke give op, sagde Lukaku blandt andet.

Derudover fortalte Lukaku, at han meget gerne ville retur til Inter og Italien i løbet af sin karriere. Og ikke bare i karrierens efterår lod den 28-årige angriber forstå.

Tuchel fortalte på et pressemøde fredag, at han ville håndtere sagen internt og tage en snak med Lukaku, men han gjorde det klart, at han ikke var begejstret for belgierens udtalelser.

- Jeg bryder mig ikke om det, for det skaber støj, som vi ikke har brug for. Det er bare ikke behjælpeligt, sagde den tyske Chelsea-træner.

Lukaku er for nylig vendt tilbage fra coronasmitte og skade, og han har øjeblikkeligt hjulpet holdet med afgørende mål. Det kommer han dog ikke til søndag.

Chelsea betalte i sommer Inter i omegnen af 865 millioner kroner for Lukaku. Det gør ham til klubbens dyreste indkøb nogensinde.

Liverpool er uden flere coronaramte spillere. Målmanden Allison Becker og stopperen Joel Matip er ude af truppen, og manager Jürgen Klopp er heller ikke med af samme årsag.

Roberto Firmino er også ramt af corona, men den brasilianske Liverpool-angriber var i forvejen plaget af en skade.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden