Sport

Tullberg forlænger med Dortmund og bliver U23-træner

Mike Tullberg har fået fremtiden på plads, og han skal være U23-træner i de næste tre år i Borussia Dortmund.

Mike Tullberg har været træner på forskellige hold i den tyske fodboldklub Borussia Dortmund siden 2019. (Arkivfoto).
Mike Tullberg har været træner på forskellige hold i den tyske fodboldklub Borussia Dortmund siden 2019. (Arkivfoto). Tom Weller/Ritzau Scanpix

Tre år mere får Mike Tullberg som træner i Borussia Dortmunds ungdomsrækker. Danskeren går fra at være cheftræner på U19-holdet til samme rolle for U23-holdet.

Det oplyser Dortmund onsdag på sin hjemmeside, og Tullberg også selv sætter ord på sin nye stilling og aftale.

- Jeg er glad for, at jeg også i fremtiden bliver en del af klubben, og at vi blev enige om en forlængelse indtil 2028. Det gør mig stolt.

- Jeg identificerer mig med klubben, og min familie føler sig ekstremt godt tilpas i regionen, siger Tullberg til klubbens hjemmeside.

En kort overgang tidligere i denne sæson var Tullberg midlertidig cheftræner for førsteholdet, og det har været et af højdepunkterne for ham.

- I løbet af de seneste år har jeg oplevet mange særlige øjeblikke som træner i Borussia Dortmund, og jeg er absolut motiveret til at arbejde med vores U23-hold fra den nye sæson, siger Tullberg.

Han kom til Dortmund i 2019 og startede som U23-træner, men blev efter et år forfremmet til U19-træner. Dengang kaldte Tullberg det et skridt opad at gå fra U23 til U19.

Nu rykker Tullberg så tilbage på U23-holdet, som spiller i Tysklands tredjebedste fodboldrække.

U23-holdet er rykket op, siden Tullberg var træner for holdet sidst, og ifølge Dortmund satser man stort på talentudviklingen på netop det hold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden