Sport

Tysk mesterklub har fundet stjålet trofæ

Füchse Berlin troede, at mesterskabstrofæet var smeltet om af indbrudstyve, men nu er det fundet.

Füchse Berlin fik i november stjålet det tyske mesterskabstrofæ. Nu er det fundet bag nogle kasser i holdets hovedkvarter. (Arkivfoto).
Füchse Berlin fik i november stjålet det tyske mesterskabstrofæ. Nu er det fundet bag nogle kasser i holdets hovedkvarter. (Arkivfoto). Leon Kuegeler/Reuters

Füchse Berlin kan indstille flere måneders detektivjagt efter et stjålet mesterskabstrofæ.

Håndboldklubben meldte i november, at indbrudstyve havde stjålet det tyske mesterskabstrofæ. Men nu er det blevet fundet i kælderen i klubbens hovedkvarter bag flere kasser.

Det skriver Füchse Berlin på klubbens hjemmeside.

- Jeg kan ikke helt tro det, men trofæet er tilbage. Vi kan være glade for, at traditionen holdes i hævd, og det vindende hold kan se frem til at få trofæet tilbage i hænderne, siger klubdirektør Bob Hanning.

Füchse Berlin har flere danskere på holdkortet i form af spillerne Mathias Gidsel og Lasse Andersson, mens Nicolej Krickau er træner.

Füchse Berlin formoder, at gerningsmændene efter det øgede mediefokus efterlod trofæet bag kasserne for senere at hente det og smelte det om.

I januar meddelte klubben, at der var anholdt to gerningsmænd i sagen, men man ikke havde fundet trofæet. Man troede derfor, at trofæet allerede var blevet smeltet om til sølvbarre, men det var altså ikke sket.

Trofæet er nu i politiets varetægt, mens efterforskningen stadig pågår. Når den er afsluttet, vil det udfylde den tomme plads i hovedstadsklubbens trofæskab.

Mesterskabet i 2025 var det første i Füchse Berlins historie.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden