Tyson Fury stopper som ubesejret

33-årige Tyson Fury slår fast, at han indstiller boksekarrieren efter sin sejr over Dillian Whyte.

Tyson Fury knockoutede for nylig Dillian Whyte på Wembley og stopper nu karrieren efter 33 professionelle kampe som ubesejret. <i>Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix</i>

Tyson Fury knockoutede for nylig Dillian Whyte på Wembley og stopper nu karrieren efter 33 professionelle kampe som ubesejret. Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

32 sejre, en uafgjort og nul nederlag.

Det er sværvægtsbokseren Tyson Furys rekordliste som professionel bokser, og derved slutter det.

Det hævder den snart 34-årige brite i hvert fald, efter at han for nylig knockoutede Dillian Whyte foran 94.000 fremmødte på Wembley.

- Jeg er glad, jeg er sund, jeg har stadig min forstand. Jeg kan stadig snakke, jeg har en smuk kone og seks børn.

- Jeg har utallige bælter. Jeg har rigeligt med penge, succes, berømmelse og hæder. Hvad mere skulle jeg kunne opnå?

- Jeg stopper, mens jeg er på toppen. Jeg er den kun anden mand, der stopper som ubesejret sværvægtsmester, siger Tyson Fury til den britiske tv-kanal TalkTV ifølge AFP.

Fury slår fast, at han har nok penge, og intet beløb kan få ham til at droppe karrierestoppet som bokser.

Britens skråsikre melding kommer efter rygter om en kamp mod vinderen af opgøret mellem Oleksandr Usyk og Anthony Joshua, der skal afvikles på en endnu ukendt dato til sommer.

Amerikaneren Rocky Marciano stoppede i 1955 sin karriere som professionel sværvægtsbokser efter 49 sejre i 49 kampe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.