forbrydelse

Tyve brød ind i Pogbas hus under Champions League-kamp

Den franske Manchester United-spiller er det seneste offer for indbrudstyve, som slår til under en kamp.

Paul Pogba har udlovet en belønning for tips om indbrud, der fandt sted, mens han var i kamp for Manchester United tirsdag aften.
Paul Pogba har udlovet en belønning for tips om indbrud, der fandt sted, mens han var i kamp for Manchester United tirsdag aften. Phil Noble/Reuters

Paul Pogba er den seneste fodboldspiller i England til at blive udsat for et indbrud i sit hjem under en kamp.

Den franske midtbanespiller skriver på Twitter, at tyve trængte ind i hans hjem tirsdag aften, da han var i kamp for Manchester United mod Atlético Madrid i Champions League.

- I aftes blev vores families værste mareridt til virkelighed, skriver han om hændelsen.

Pogbas hustru, Maria Salaues, overværede kampen på Old Trafford i Manchester, mens parrets små børn sov hjemme i huset.

- Min kone og jeg skyndte os hjem, uden at vide om vores børn var i sikkerhed eller havde lidt overlast.

Indbrudstyvene befandt sig ifølge Pogba i huset i mindre end fem minutter. Men det mildner ikke chokket.

- I den tid fratog de os noget, som er mere værdifuldt end noget andet, vi havde i vores hjem - vores følelse af tryghed og sikkerhed, skriver Pogba.

Han udlover samtidig en belønning til personer, som kan hjælpe med at opklare indbruddet.

De seneste år har en række kendte fodboldspillere i England været udsat for noget tilsvarende. Deriblandt flere spillere fra Manchester United.

Pogba er den tredje United-spiller i år, der har være udsat for indbrud, mens de har været optaget af at spille.

I januar måtte hustruen til den svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf låse sig inde i et værelse sammen med parrets to børn, da indbrudstyve trængte ind i boligen.

Nogle få dage tidligere havde Lindelöfs holdkammerat Jesse Lingard også haft et indbrud i sit hjem ifølge britiske aviser.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden