Fodbold

U21-landshold må undvære skadet angriber i nøglekamp

Danmark skal tirsdag forsøge at nærme sig EM for U21-landshold uden Nikolai Baden Frederiksen.

Nikolai Baden Frederiksen har pådraget sig en skade til træning og deltager ikke i tirsdagens EM-kvalifikationskamp (Arkivfoto).
Nikolai Baden Frederiksen har pådraget sig en skade til træning og deltager ikke i tirsdagens EM-kvalifikationskamp (Arkivfoto). Jeroen Putmans/Ritzau Scanpix

Danmark spiller tirsdag sin vigtige kamp i EM-kvalifikationen mod Belgien uden Nikolai Baden Frederiksen.

Angriberen, der til daglig er på kontrakt i Vitesse, er rejst hjem til Holland på grund af en mindre skade, han har pådraget sig under en træning.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Der bliver ikke hentet en ny spiller ind til truppen forud for opgøret, som spilles klokken 20 på MCH Arena i Herning.

Danmarks fodboldtalenter er under pres før hjemmekampen, da Belgien indtil videre har gjort rent bord med seks sejre i seks kampe i gruppen.

Danmark har vundet tre af sine fire kampe, men er alligevel ni point bag belgierne.

Efter opgøret mod Belgien mangler Danmark at møde Kasakhstan, Skotland og Tyrkiet i jagten på en billet til næste års EM.

Skulle førstepladsen glippe, skal danskerne gå efter andenpladsen, der i sidste ende kan resultere i en plads ved slutrunden.

Danmark har været fast inventar ved U21-EM, de seneste fire gange turneringen er blevet afholdt.

Senest nåede holdet kvartfinalen ved mesterskabet i 2021.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden