Fodbold

U21-træner møder stor respekt for dansk talentudvikling

Mange danske fodboldtalenter er lige nu med i de europæiske klubturneringer, og det gavner U21-landsholdet.

U21-landstræner Jesper Sørensen (til venstre) og landstræner Kasper Hjulmand snakker ofte sammen om, hvem der skal spille på hvilke landshold. Før U21-landsholdets kampe mod Kroatien blev det besluttet at rykke 19-årige Rasmus Højlund op på A-landsholdet.
U21-landstræner Jesper Sørensen (til venstre) og landstræner Kasper Hjulmand snakker ofte sammen om, hvem der skal spille på hvilke landshold. Før U21-landsholdets kampe mod Kroatien blev det besluttet at rykke 19-årige Rasmus Højlund op på A-landsholdet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

U21-landstræner Jesper Sørensen møder begejstring for dansk talentudvikling, når han besøger spillerne i de udenlandske fodboldklubber.

Han ser i øjeblikket frugten af talentarbejdet i de europæiske klubturneringer, hvor fire U21-spillere er startet inde i de første to gruppekampe i Champions League.

Det drejer sig om Matthew O'Riley i Celtic, Maurits Kjærgaard i RB Salzburg og FC København-spillerne Mohamed Daramy og Viktor Kristiansen.

Desuden spiller U21-spillere såsom Albert Grønbæk i Bodø/Glimt og FC Midtjylland-duoen Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr med i Europa League.

U21-landsholdet er også repræsenteret af Silkeborgs Sebastian Jørgensen og Villarreal-keeperen Filip Jørgensen i Conference League.

Det nyder U21-landsholdet godt af forud for dobbeltopgøret mod Kroatien, der drejer sig om en billet til næste års EM-slutrunde.

Danmark spiller ude mod kroaterne i byen Pula fredag aften og fire dage senere på hjemmebane i Vejle.

- Der bliver lavet god talentudvikling i Danmark. Det gør der. Jeg har brugt en periode til at besøge spillere i udenlandske klubber. Der får vi meget ros.

- Jeg bliver ikke mødt med forbløffelse, men alligevel med stor respekt for det, der foregår i dansk talentudvikling. De bliver endnu mere overraskede, når jeg fortæller, hvor mange vi er i Danmark.

- Det er det gode arbejde, der bliver lagt i klubberne, og samarbejdet mellem klubber og forbund, der danner grobund for vores gode talentudvikling, siger Jesper Sørensen.

Han påpeger, at der er endnu flere talenter på vej op i rækkerne.

- Det stopper jo ikke her. Der er flere på vej. Vores U19-landshold er interessant og spændende. Vi har lige set vores U17-landshold nå en EM-kvartfinale.

- Der er virkelig dygtige talenter på vej. Der bliver gjort et godt arbejde i klubberne i det daglige, siger Jesper Sørensen.

Som et eksempel er den 19-årige angriber Rasmus Højlund fra Atalanta røget op på A-landsholdet og er ikke med i de afgørende kampe om at komme til U21-EM.

- Det er flot af Rasmus, der har været i en eksplosiv udvikling på kort tid. Det er ret unikt. Det er ikke første gang, at det sker. Jesper Lindstrøm var også med os i starten, inden han røg op. Sådan er det.

- Det er den naturlige udvikling for spillerne. Vi ønsker jo, at de skal være dygtige nok til at komme op på A-landsholdet.

- Samtidig kæmper vi med alt, hvad vi har, for at komme til EM. Det er ikke uforeneligt. Vi har stadig et stærkt hold, understreger Jesper Sørensen.

U21-holdets kamp mod Kroatien fløjtes i gang fredag klokken 18.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden