Uacceptable forhold flytter landsholdstræning til Parken

Landsholdet skulle have trænet i Amsterdam mandag, men rejser i stedet til Danmark før tid og træner i Parken.

Kasper Hjulmand kommer til at træne sit hold i Parken mandag og ikke Amsterdam. <i>John Thys/Ritzau Scanpix</i>

Kasper Hjulmand kommer til at træne sit hold i Parken mandag og ikke Amsterdam. John Thys/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen og resten af det danske landshold kommer alligevel ikke til at træne i Amsterdam mandag.

I stedet vil nationalmandskabets træning blive flyttet til Parken, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU). Årsagen er, at forholdene på træningsanlægget i den hollandske hovedstad ikke er som lovet, lyder det.

Danmark mødte Holland lørdag aften i Amsterdam i en testkamp, som endte med et dansk nederlag på 2-4.

Tanken var at træne i Amsterdam mandag og så rejse til Danmark, men nu tager landsholdet altså hjem lidt tidligere på dagen end hidtil planlagt og træner i Parken i stedet.

Christian Eriksen fik landsholdscomeback lørdag efter sit hjertestop i Parken 12. juni sidste år. Efter kun et par minutter på banen scorede midtbanekreatøren.

Mandag bliver første gang, at Eriksen sætter sine fødder på Parkens græstæppe siden sit kollaps under EM. Danmark møder Serbien i en testkamp i den danske nationalarena tirsdag aften klokken 18.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.