Sport

UAE-duo sætter Jonas Vingegaard på plads i Portugal

Jonas Vingegaard blev nummer seks på 2. etape af Volta ao Algarve, hvor to UAE-ryttere var de stærkeste.

Jonas Vingegaard havde ikke benene til at følge med de bedste på 2. etape af Volta ao Algarve.
Jonas Vingegaard havde ikke benene til at følge med de bedste på 2. etape af Volta ao Algarve. Tomas Sisk/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:38

To ryttere fra Tadej Pogacars UAE Emirates-hold satte torsdag Jonas Vingegaard på plads i Portugal.

Jan Christen og João Almeida var således de stærkeste på 2. etape af Volta ao Algarve, der sluttede op ad en stigning og nok var etapeløbets mest oplagte terræn for danskeren.

Visma-stjernen åbnede med to kilometer tilbage også favoritfeltets finale og halede hurtigt ind på en gruppe på fire mand, hvor Christen og sad imellem.

Men hullet blev ikke lukket helt, og Christen gik helt foran i offensiven. Samtidigt kørte Almeida fra Vingegaard og Primoz Roglic (Bora) og nåede faktisk op til Christen, men den unge schweizer tog sin karrieres femte sejr.

Vingegaard blev nummer seks og tabte ti sekunder plus bonussekunder til UAE-duoen. Roglic, der også er en af løbets favoritter, blev nummer ni og mistede 13 sekunder til Christen og Almeida.

I klassementet er Vingegaard dermed 20 og 16 sekunder efter henholdsvis Christen og Almeida.

- Jeg har en god følelse, men jeg er skuffet over resultatet. Holdet fungerede som planlagt. Vi havde Ben (Tulett, red.) med fremme i finalen, hvilket var godt taktisk.

- Desværre blev han sat, og jeg jagtede frontgruppen. Jeg var tæt på, men andre drog i sidste ende nytte af mit arbejde. Men med 4. og 5. etape har vi stadig alt at køre for, siger Vingegaard til Vismas hjemmeside.

2. etape bød tidligere på et langvarigt udbrud, der langsomt og sikkert blev halet ind, og på næstsidste stigning var favoritterne kørt i stilling.

Vingegaard mistede forholdsvist hurtigt sine normale stærke hjælpere, og med godt ti kilometer til målstregen måtte han selv svare på et angreb fra Roglic.

Sloveneren kom dog ingen steder, og i stedet etablerede en gruppe på fire ryttere med etapevinderen sig og opbyggede et forspring på godt et halvt minut, inden Vingegaard indledte sin forfølgelse.

Torsdagens etape var den anden i det portugisiske løb, der ikke er en del af World Touren.

Onsdag blev løbet indledt med en farceagtig 1. etape, hvor størstedelen af feltet kørte forkert på den sidste kilometer inden en forventet massespurt.

Italienske Filippo Ganna valgte den rigtige vej, kom først over målstregen og blev hyldet som vinder. Men et par timer senere blev resultatet helt annulleret.

For 28-årige Vingegaard var det første løb siden 18. august sidste år, hvor han vandt Polen Rundt samlet.

Den lange pause fik ham til at stille sig tvivlende om egen form inden etapeløbet i Portugal, men han var ikke desto mindre favorit til at tage den samlede sejr foran Roglic og Almeida.

Løbet fortsætter fredag og lørdag med lidt mere fredelige etaper uden de helt store udfordringer i forhold til torsdagens etape. Lørdag byder dog på enkelte knolde på en kuperet rute.

Søndag bliver løbet afsluttet med en knap 20 kilometer lang enkeltstart, hvor det slutter opad og dermed er et oplagt mål for Vingegaard.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden