UAE-manager må forlade Touren med coronasmitte

Tadej Pogacars hold fortsætter med at blive ramt af corona. Denne gang er det holdets manager.

Tadej Pogacar var helt færdig, da han nåede toppen af Col du Granon onsdag. Han er dog stadig med i Touren modsat holdets manager. <i>Christian Hartmann/Reuters</i>

Tadej Pogacar var helt færdig, da han nåede toppen af Col du Granon onsdag. Han er dog stadig med i Touren modsat holdets manager. Christian Hartmann/Reuters

Coronasmitten fortsætter med at kigge frem i årets Tour de France, hvor Tadej Pogacars hold UAE Emirates har været blandt de hårdest ramte.

To af holdets ryttere er sendt hjem med corona, og denne gang er det holdets spanske manager Matxin Joxean, som har raget det smitsomme virus til sig.

- Godmorgen, nu er det mig, som må vinke farvel til årets helt store begivenhed, indleder han et opslag på sin twitterprofil.

- I aftes (onsdag, red.) blev jeg testet positiv for covid-19 i den interne test foretaget af holdet selv.

De seks tilbageværende ryttere på holdet, blandt andre danske Mikkel Bjerg, mødte alle til start på torsdagens store bjergetape til Alpe d'Huez.

Tidligere har norske Vegard Stake Laengen og bjerghjælperen George Bennett måttet forlade Touren efter positive coronatest.

Faktisk blev den polske bjergløjtnant Rafal Majka også testet positiv for smitte, men hans infektionsværdier var så lave, at han blev vurderet til ikke at udgøre en smitterisiko.

Fem ryttere i alt er indtil videre trukket ud af årets Tour de France efter at have afleveret positive coronatest.

Ud over de to UAE-ryttere er også Geoffrey Bouchard og Guillaume Martin fra Cofidis samt Luke Durbridge fra BikeExchange trukket ud som følge af coronasmitte.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.