Sport

Ubesejret sværvægtsverdensmester opgiver tre VM-bælter

Ukrainske Oleksandr Usyk lader andre få chancen for at erobre sværvægtstronen.

Oleksandr Usyk slog med hiv og sving hollandske Rico Verhoeven i maj. (Arkivfoto).
Oleksandr Usyk slog med hiv og sving hollandske Rico Verhoeven i maj. (Arkivfoto). Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

39-årige Oleksandr Usyk trådte fredag ned fra sværvægtstronen i boksning.

I en besked på sine sociale medier meddelte ukraineren, at han giver slip på sine bælter hos WBA, WBO og WBC.

- Goddag til alle. I dag er det fredag, vejret er godt, og det er en god dag at sige, at jeg ønsker at opgive alle de bælter, jeg har i øjeblikket – for at gøre dem ledige til de gutter, der står i kø til dem, lyder det fra Usyk.

Usyk har vundet alle sine 25 kampe som professionel og undervejs slået blandt andre Tyson Fury, Derek Chisora, Daniel Dubois og Anthony Joshua.

Senest var Usyk dog på glatis mod den hollandske kickbokser Rico Verhoeven i maj, inden kampen på omdiskuteret vis blev stoppet af dommeren i slutningen af 11. omgang til fordel for ukraineren.

Han mere end antyder, at karrieren fortsætter, selv om han har opgivet sine bælter.

- Mine venner, jeg opgiver bælterne, men jeg forlader ikke sporten, for jeg har stadig min sidste dans til gode.

- Jeg takker alle. Jeg respekterer alle forbund. Jeg takker alle og siger, at der er mere i vente, siger Usyk.

Boksestjernen uddyber ikke nærmere, hvad der er i vente.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden