UCI bandlyser russiske cykelhold - russere på andre hold går fri
Russere og hviderussere, der kører på cykelhold fra andre lande, kan fortsætte med at køre cykelløb.
Russiske og hviderussiske cykelhold får ikke lov at deltage i Den Internationale Cykelunions (UCI) løb i den kommende periode.
Russere og hviderussere, der kører på hold fra andre lande, må dog gerne deltage i UCI-løb.
Sådan lyder det fra unionen tirsdag aften.
Dermed efterlever UCI ikke anbefalingen fra Den Internationale Olympiske Komité, som har anbefalet alle sportsforbund at udelukke russiske og hviderussiske atleter.
- Beslutningen om ikke at indføre et generelt forbud mod russiske og hviderussiske atleter ved alle internationale begivenheder er baseret på at opnå en balance mellem alle interesser, skriver UCI på sin hjemmeside.
- Det er især et spørgsmål om at tage hensyn til de pågældende ryttere og holds kontraktmæssige rettigheder og ikke uretfærdigt at straffe hold, der ikke er russiske eller hviderussiske, lyder det.
Rytterne må dog ikke køre under russisk flag, og de nationale mesterskabstrøjer fra de to nationer forsvinder fra feltet.
UCI's beslutning er taget som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Der er hverken russiske eller hviderussiske cykelhold på herrernes World Tour, men på næsthøjeste niveau huserer russiske Gazprom-Rusvelo, som nu er udelukket fra at deltage i flere løb.
De russiske landshold er desuden udelukket fra at deltage i løb - det kunne være verdensmesterskaberne.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.