Udelukkede stjerner fra udskældt Golf-tour anlægger sag mod PGA

Phil Mickelson og Bryson DeChambeau er begge en del af et sagsanlæg mod PGA Tour.

En gruppe golfspillere fra den udskældte tour LIV Golf vil nu gå rettens vej for at forhindre golfforbundet PGA i at udelukke dem fra turneringer på PGA-touren.

I alt 11 spillere er med i sagsanlægget. Det er blandt andet de to amerikanere Phil Mickelson og Bryson DeChambeau.

De 11 spillere er blevet udelukket, fordi de er gået med til at spille med på LIV Golf. LIV Golf er finansieret af Public Investment Fund, hvis penge kommer fra Saudi-Arabien.

Turneringen har fået kras kritik i golfverden. Den lyder blandt andet på, at Saudi-Arabien forsøger at "sportswashe" dets internationale omdømme.

Begrebet dækker over lande, der forsøger at forbedre sit omdømme ved at sponsorere sportsudøvere eller sportshold eller ved at afholde lukrative sportsbegivenheder, på trods af at landene i flere tilfælde overtræder menneskerettighederne.

Men ifølge spillerne bag søgsmålet er det ikke det, det handler om. Ifølge søgsmålet, som er kommet i blandt andet avisen Wall Street Journals hænder, handler sagen om, at PGA forsøger at dræbe alt konkurrence til den prestigefyldte golftour.

- Som en del af en nøje udtænkt plan om at dræbe konkurrence har Touren (PGA-touren, red.) truet med livslang udelukkelse til spillere, som deltager i så meget som en enkelt LIV Golf-turnering, lyder det i søgsmålet.

- Det har truet sponsorer, underleverandører og agenter til at tvinge spillere til at frasige sig muligheden for at spille med i LIV Golf-turneringer.

Tre af golfspillerne bag søgsmålet - Talor Gooch, Hudson Swafford og Matt Jones - søger desuden at få deres midlertidige udelukkelse suspenderet, så de kan deltage i slutspillet i FedEx Cup, som begynder i næste uge.

Ud over de to amerikanere, og de tre, som forsøger at få deres udelukkelse suspenderet, er det Abraham Ancer, Jason Kokrak, Carlos Ortiz, Pat Perez, Ian Poulter og Peter Uihlein, som står bag søgsmålet.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden