Udlejet AaB'er alene i Rusland: Mærker ikke meget til corona
Fodboldspilleren Oliver Abildgaard tager dog sine forholdsregler, og det betyder, at han og kæresten indtil videre er adskilt
Opdateret kl. 16:49
FODBOLD: Det er en smule surrealistisk for fodboldspilleren Oliver Abildgaard at følge med i nyhedsstrømmen fra Danmark i øjeblikket. For AaB-spilleren, der i resten af foråret er udlejet til Rubin Kazan i den bedste russiske række, mærker ikke synderligt meget til corona-virussens indtog.
- Jeg kan ikke mærke forskel på nu og så for tre uger siden, da jeg kom hertil. Hverdagen kører videre, og alle vores kampe i ligaen har indtil videre været spillet som planlagt og med tilskuere på lægterne.
- Klubben har dog mindet os om, at vi skal tænke os om - i forhold til hvem og hvor mange vi omgås, fortæller den 23-årige aalborgenser.
Direktørerne for klubberne i den russiske Premier League er i øjeblikket samlet i Moskva for at diskutere, om der skal indføres tiltag mod COVID-19. Så som at lukke for tilskueradgangen eller helt suspendere ligaen.
- Jeg kunne forestille mig, at man nok begynder at læne sig opad de øvrige ligaers beslutninger, men jeg må indrømme, at jeg ikke er specielt nervøs for situationen lige nu. Jeg bruger min sunde fornuft, og ingen omkring klubben har udvist symptomer.
Det officielle corona-tal for Rusland var mandag eftermiddag 93 smittede - heraf tre tilfælde i Kazan, hvor Oliver Abildgaard bor.
- Situationen gør, at jeg ikke har nogen planer om at tage hjem til Aalborg på besøg, selvom muligheden skulle opstå i den nærmeste fremtid. Jeg ville ikke føle mig sikker på, at jeg kunne få lov at komme tilbage her til Rusland igen, fortæller Oliver Abildgaard, der derfor må indstille sig på at være alene i sin lejlighed i den nærmeste fremtid.
Han fortæller, at han flittigt følger situationen i fødebyen via nordjyske.dk og også er i tæt kontakt med sine nærmeste.
- Min kæreste har et studie i Aalborg, som hun stadig skal passe. Derfor var det tanken, at hun skulle pendle lidt frem og tilbage, men det bliver jo heller ikke aktuelt lige foreløbig, erkender han.
På det sportslige plan var det en god weekend for aalborgenseren og hans nye klub. Kazan vandt lørdag 1-0 ude over Arsenal Tula og kravlede dermed væk fra de direkte nedrykningspladser. Oliver Abildgaard spillede selv 90 minutter i opturen.
- Efter at vi ikke fik en sejr i de to første af forårets kampe, kan man godt mærke, at de tre point faldt på et tørt sted. Og for mig selv var det rigtig dejligt at være tilbage på holdet. Jeg måtte udgå tidligt af min debut, da jeg fik en hård stempling på den ene ankel. Det var også derfor, at jeg kun fik et kort indhop i den efterfølgende kamp.
Så bortset fra skaden er skiftet fra AaB til Rubin Kazan indtil videre gået efter planen for Oliver Abildgaard.
- Niveauet er helt sikkert højere end i Superligaen. Ellers ville jeg heller ikke have lavet det her skifte. Jeg har følt, at jeg godt kunne begå mig på et højere niveau, og det synes jeg også, jeg allerede har fået vist. Men vi har endnu ikke mødt nogle af de helt store hold endnu, så jeg er selvfølgelig spændt på niveauet der.
Rubin Kazan står til at spille næste kamp i den russiske liga på lørdag 21 marts på udebane i Jekaterinburg mod Ural. En lille flyrejse på 700 km for Abildgaard og kompagni. Hvis altså corona-virussen ikke inden da sætter en stopper for den russiske liga.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.