Uefa undskylder over for fodboldfans efter CL-finale

Episoder som dem, man så før Champions League-finalen, må ikke ske igen, understreger Uefa.

Uefa har bestilt en rapport, der skal belyse hændelsesforløbet i forbindelse med Champions League-finalen. <i>Reuters/Reuters</i>

Uefa har bestilt en rapport, der skal belyse hændelsesforløbet i forbindelse med Champions League-finalen. Reuters/Reuters

Det ligger endnu ikke endegyldigt fast, hvordan optakten til sidste uges Champions League-finale kunne udvikle sig så voldsomt.

Men fredag henvender Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sig direkte til fansene med en undskyldning.

- Uefa vil gerne give en oprigtig undskyldning til de fans, som oplevede eller bevidnede de uhyggelige og foruroligende hændelser i optakten til Champions League-finalen på Stade de France 28. maj i Paris, på en aften der skulle have været en fejring af europæisk klubfodbold.

- Ingen fan skal sættes i sådan en situation, og det må ikke ske igen, skriver Uefa på sin hjemmeside.

Uefa har bestilt en uafhængig rapport. Den skal give et mere klart billede af, hvorfor der var tumultariske sammenstød mellem tilhængere, vagter og politi.

Balladen betød, at finalen mellem Liverpool og Real Madrid blev udsat med mere end en halv time. Spanierne endte med vinde 1-0.

I kølvandet af fodboldkampen har særligt Liverpool og de franske myndigheder været uenige om hændelsesforløbet.

Den franske regering har tidligere placeret en stor del af ansvaret hos Liverpools tilhængere. Det har den engelske klub dog afvist.

Det er kommet frem, at flere tusinde fans var mødt op med falske billetter, hvilket angiveligt blokerede indgange for fodboldfans med rigtige billetter.

Da nogle fans uretmæssigt forsøgte at tiltvinge sig adgang, svarede fransk politi igen med at bruge tåregas. Efterfølgende har fans berettet, at de blev overfaldet og udsat for røveri.

Inde på stadion stod der på skærmene, at udsættelsen af kampen skyldtes fansenes sene ankomst til stadion. Også det er blevet afvist fra flere kanter.

Uefa har oplyst, at Tiago Brandão Rodrigues fra Portugal skal stå i spidsen for et hold af eksperter, der skal udarbejde rapporten.

Adskillige parter skal høres, før rapporten "hurtigst muligt" bliver færdig. Arbejdet sættes i gang med det samme.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden