Ufarlige høge fortsætter negativ stime

Frederikshavn White Hawks måtte inkassere endnu et nederlag. Det sjette i syv kampe. Foto: Claus Søndberg
ISHOCKEY:Pilen peger fortsat i den forkerte retning for Frederikshavn White Hawks. Fredag blev det til det sjette nederlag i syv kampe.
Fredag aften var det Odense Bulldogs, der gjorde det onde ved frederikshavnerne. Det blev til en fynsk 3-0-sejr.
Gunnars Skorcovs gjorde det til 1-0 for de forsvarende bronzevindere, da han midt i første periode udnyttede en chance, der var sat op af Sebastian Ehlers.
Det gik fra slemt til værre for White Hawks kort inde i anden periode. Der scorede Oliver True til 2-0.
Der var stadig masser af tid til at komme tilbage i kampen for White Hawks, men trods flere muligheder blev det aldrig til mere end intentionerne om at score et mål for hjemmeholdet.
Frederikshavn kæmper stadig med at få et stærkt powerplay sat sammen. Det var ikke fordi, man væltede sig i muligheder, men et stolpeskud fra Santeri Suistio var det tætteste, man kom en reducering.
I stedet var det Gunnars Skorcovs, der gjorde det til 3-0 i et tomt Frederikshavn-mål, da han blev flot assisteret af Otto Nieminen i kampens sidste minut.
Nederlaget betyder, at Frederikshavns muligheder for at komme med i Final4 synes udtømte, mens Odense for sin del ser ud til at ville lege med i toppen af ligaen i denne sæson.
Frederikshavn kæmper fortsat med at få spillet til at fungere som ønsket. Meget sigende for den nordjyske indsats mod Odense var det uden tvivl keeper Tadeas Galansky, der var bedste mand hos høgene.
Frederikshavn White Hawks - Odense Bulldogs 0-3
- Periodecifre: 0-1, 0-1, 0-1
- Mål: 0-1 Gunars Skvorcovs (13.32), 0-2 Oliver True (21.36), 0-3 Gunars Skvorcovs (59.37)
- Udvisningsminutter: Frederikshavn 2, Odense 4
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.