Ufarlige Vendsyssel er fortsat i nedrykningsfare

1-1 i Horsens var ikke nok til at sende vendelboerne på tidlig sommerferie. Nu venter et hold fra næstbedste række

Kasper Ørkild
Foto: Kurt Bering
Vendsyssel FF 19. maj 2019 15:57 - Opdateret 19. maj 2019 16:52

FODBOLD: Vendsyssel skal endnu ikke på sommerferie.

Det står klart efter 1-1 i Horsens, hvor de gulblusede fra AC Horsens sikrede overlevelse i Superligaen. Det blev samlet 2-1 til østjyderne over to kampe i nedrykningsplayoff.

Gennem kampen havde nordjyderne få chancer i et opgør, hvor hjemmeholdet sad på kampen og i store perioder pressede på.

Kampfakta

Efter seks minutter kom AC Horsens til kampens første chance. Her stod Søren Henriksen dog i vejen for afslutningen og ekspederede bolden ud af feltet.

10 minutter senere kom udeholdet til første mulighed. Men Benjamin Källmans svage forsøg fra distancen var nemt grebet af Matej Delac.

En halv time inde i kampen fik vendelboerne en stor mulighed, da Jon Thorsteinsson tilkæmpede sig et frispark på kanten af Horsens-feltet. Men dødboldsspecialisten satte skuddet lige over mål.

Kort efter gik det dog galt i den anden ende. Francisco Junior missede en markering i feltet, og Michael Lumb sendte resolut bolden ind bag Nicolai Flø i målet.

I pausen blev Sander Fischer skiftet ud for Vendsyssel efter et slag til hovedet i første halvleg. Her kom Emmanuel Ogude ind, hvilket betød, at udeholdet gik over i en 3-5-2 frem for 4-1-4-1.

Kort inde i anden halvleg var AC Horsens så tæt på at gøre det til 2-0, da den tidligere Vendsyssel-færing Hallur Hansson skød på mål. Men Nicolai Flø afviste skuddet, og Søren Henriksen sendte bolden til hjørnespark.

Efter pausen havde Vendsyssel svært ved at komme til chancer. Det var gang på gang Horsens, som var farligst på banen. Efter knap 70 minutter lagde Lumb en bold ind i feltet, men en fodparade fra Nicolai Flø sendte den ud af feltet.

Kort efter kom Lucas Jensen til nordjydernes bedste chance efter pause, men fra en skarp vinkel skød kantspilleren forbi mål og langs baglinjen.

På trods af få chancer kom Vendsyssel alligevel på tavlen. Med 12 minutter igen blev et indkast snittet videre til kanten af feltet. Herfra sendte Søren Henriksen et fladt skud på stolpen og ind til 1-1.

Få minutter igen kom Michael Lumb igennem på en friløber i Horsens' højre side. Men efter en fodparade fra Nicolai Flø blev backen stoppet af Mikkel Frankoch.

I overtiden blev vendelboerne mere og mere farlige og pressede på i Horsens-feltet. Men det blev aldrig til den store chance.

Det blev altså ved 1-1 på Casa Arena i Horsens.

Dermed skal Vendsyssel møde holdet, der ender på tredjepladsen i 1. division over to kampe for at sikre endnu en sæson i Superligaen. Alt imens står det klart, at AC Horsens spiller i Superligaen næste sæson.

Tema: Vendsyssel FF

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...