Uheldig AaB'er er i bedring
Andreas Poulsen har fået en skadesplaget start på sin tid som AaB-spiller, men der er lys forude

Andreas Poulsen fik sin debut for AaB, da han 24. juli blev skiftet ind i 1-3-nederlaget til FC København. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FODBOLD:Andreas Poulsen har mødt flere bump på vejen i sin første måned som AaB-spiller.
Den 22-årige venstre back, der 29. juni skrev en fireårig kontrakt med den nordjyske superligaklub og dermed forlod tyske Gladbach, har måttet se til i størstedelen af tiden, mens holdkammeraterne blot har hentet et point i sæsonens første tre kampe.
Ankelproblemer gjorde, at midtjyden ikke kom i kamp i nogle af testkampene forud for sæsonen og den holdt ham også ude af sæsonpremieren mod Viborg. Debuten kom i stedet i den følgende hjemmekamp mod FC København, men så satte nye skadesproblemer en stopper for hans deltagelse i 0-0-kampen mod AC Horsens i søndags.
- Det var rart at få debut, men det var selvfølgelig irriterende, at der så kom en ny lille skade. Det har været nogle trælse dage, men nu går det heldigvis bedre, så det handler om at se fremad, siger Andreas Poulsen.
Det går så meget bedre for den tidligere U21-landsholdsspiller, at han torsdag igen kunne træne med holdkammeraterne.
- Jeg er næsten helt tilbage igen. Det kan jo ske for alle, at man bliver skadet, men det kan godt være, at jeg blev belastet for meget i en periode. Det er svært at sige, men nu har vi prøvet at behandle det så godt, vi kan, så jeg forhåbentligt snart er helt klar, siger Andreas Poulsen, der endnu ikke ved, om han kan nå at komme i betragtning til mandagens udekamp mod Silkeborg.
- Nu må vi se, hvordan det går de næste par dage, og så må vi træffe en beslutning efter det. Jeg vil rigtig gerne hjælpe holdet, men i samarbejde med fysioterapeuterne skal jeg også huske at mærke efter. Det er en svær balance, for jeg vil rigtig gerne spille, men jeg har også lært, at man skal være klog og træffe den rigtige beslutning. Vi skal ikke haste noget igennem, siger Andreas Poulsen.
Bortset fra skaderne har venstrebacken dog fået en god start som AaB-spiller.
- Det var fedt at få debut på hjemmebane mod FCK. Det var ærgerligt, at vi tabte, men kulissen kunne ikke have været bedre, og jeg synes også, at jeg fik vist noget af det, jeg gerne ville. Jeg fik vist noget power og noget fremadrettethed, så det var jeg glad for, siger Andreas Poulsen.
Nu tripper han så for at komme tilbage på banen og hjælpe holdkammeraterne tilbage på sporet. I sæsonens første tre kampe har AaB fortsat trenden fra afslutningen af sidste sæson, så det nu er 12 superligakampe siden nordjydernes sidste sejr.
- Det har selvfølgelig været hårdt at sidde ude og ikke kunne hjælpe, men jeg er nok ikke så hårdt ramt som mange af de andre, fordi jeg ikke var her i sidste sæson. Vi har ikke fået de point, vi havde håbet på, så der er ikke andet at gøre end at arbejde hårdt herude på træningsbanen og så håbe, at det snart kaster nogle point af sig, siger Andreas Poulsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.