Sport

Uheldige Albert Philipsen slipper med skrækken efter styrt

19-årige Albert Philipsen blev kørt på hospitalet efter et styrt i Belgien, men slap uden brækkede knogler.

19-årige Albert Withen Philipsen er et af de største danske cykeltalenter, men har fået en uheldig start på året. (Arkivfoto).
19-årige Albert Withen Philipsen er et af de største danske cykeltalenter, men har fået en uheldig start på året. (Arkivfoto). Guillaume Souvant/Ritzau Scanpix

Albert Withen Philipsen håber snart at være tilbage på cyklen, efter at han fredag styrtede i det belgiske endagsløb Bredene Koksijde Classic.

Han blev efterfølgende kørt på hospitalet for at blive undersøgt for mulig hjernerystelse og eventuelle brud.

Den 19-årige dansker har haft en uheldig start på cykelåret, men kan berolige fans med, at han ikke har brækket noget efter seneste styrt.

- Har ikke haft den nemmeste start på sæsonen..., skriver Philipsen på Instagram.

- Et styrt tog mig desværre ud af Bredene Classic efter nogle gode dage på cyklen.

- Heldigvis ingen brækkede knogler - og jeg håber at være tilbage på cyklen snart igen, tilføjer han.

Albert Philipsen kører for Lidl-Trek og er et af de største danske cykeltalenter. Forventningerne til sæsonen har været store, men indtil videre er det ikke gået som håbet.

I februar kæmpede han med sygdom, og i starten af marts styrtede han og udgik efter blot 15 kilometer af grusklassikeren Strade Bianche.

Onsdag tidligere på ugen var danskeren tilbage i sadlen i en anden belgisk klassiker, hvor han ikke gjorde væsen af sig.

Torsdag viste han fin form med flere angreb i det franske endagsløb Grand Prix de Denain, inden det altså gik galt i det belgiske løb fredag.

Philipsen står indtil videre stadig på startlisten til monumentet Flandern Rundt, der køres 5. april.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden