Uheldige Henneberg har fået sin dom
Sebastian Henneberg nåede dårligt at få hård hud på hænderne igen, før han atter blev skadet

Det så alt andet end godt ud, da Sebastian Henneberg blev hjulpet fra banen i søndagens kamp mod TTH Holstebro. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
HÅNDBOLD:Der fløj cirka 1000 tanker igennem hovedet på stakkels Sebastian Henneberg, da han siddende på gulvet blot rystede på hovedet og kiggede ængsteligt ud mod Aalborg Håndbolds fysioterapeut i søndagens kamp mod TTH Holstebro.
TV-billeder afslørede kort efter, hvorfor bagspilleren, der netop er kommet tilbage fra et overrevet korsbånd sank sammen og blev siddende på gulvet. Knæet var røget en tur i vridemaskinen og var kommet ud i en alt andet end naturlig position. Straks så man dommen for sig: Henneberg ude med ny korsbåndsskade.
Så galt er det heldigvis ikke gået den sympatiske Aalborg Håndbold-spiller. Tirsdag kunne han nemlig drage et lettelsens suk, da han modtog lægernes dom. En dom der går på et beskadiget men ikke overrevet ledbånd i samme knæ. De folk, der eventuelt måtte have set Sebastian Henneberg forlade sygehuset, må have undret sig. De blev nemlig vidner til en storsmilende mand, der kom humpende ud med benet pakket ind i en kæmpe skinne.
- Jeg har aldrig nogensinde været så glad for at få at vide, at jeg ikke må spille håndbold i seks til otte uger. Kæft jeg blev virkelig glad for at få den besked, siger Sebastian Henneberg, der er helt med på, at den seneste skade sender ham tilbage på sidelinjen, hvor han sandsynligvis må se til fra i resten af sæsonen.
- Det virkelig en lettelse. Det kunne jo have været så meget værre en besked. Jeg overlever nok, at jeg ikke spiller mere i den her sæson, men bare det, at det nu kun er seks uger med skinne er simpelthen bare skønt, når det nu skal være, siger den uheldige håndboldspiller, der følte sig underligt heldig, da han modtog beskeden.
Allerede inden scanningen var der en lille skefuld optimisme at spore hos Sebastian Henneberg, der havde mærket en lidt mere mindelig smerte i knæet sammenlignet med da korsbåndet røg en tur.
- Jeg kunne god mærke, at det ikke gjorde helt så ondt, og den test, som fysen lavede lige efter uheldet indikerede heller ikke ikke, at vi var ude i et nyt overrevet korsbånd, men jeg havde heller ikke lyst til at være alt for optimistisk, siger Sebastian Henneberg.
Optimistisk er han til gengæld nu, og det blev kun bedre af en konsultation hos lægen. Den gav ham nemlig svar på et spørgsmål, der havde naget lige siden uheldet indtraf søndag eftermiddag.
- Jeg tænkte med det samme, om der var noget, jeg havde gjort forkert. Havde jeg forceret noget? Det mente lægen dog ikke. Han havde faktisk set mit uheld i TV, og han var overrasket over, hvor stabilt knæet trods alt er, så hans konklusion er, at jeg bare har været mega uheldig at havne i den situation. Det er den slags uheld, som ligeså godt kunne være sket for alle andre på banen, siger Sebastian Henneberg.
Det er ikke kun Sebastian Henneberg, der er lettet. Det samme gør sig gældende for hele Aalborg-lejren.
- Vi er alle sammen så glade og lettede over, at Sebastian slipper billigt fra det her uheld. Det havde slet ikke været til at bære, hvis det var en ny lang skadespause, der ventede ham. Det gjorde et dybt indtryk på os alle, og personligt kan jeg bare huske, at jeg tænkte: Nej, nej, nej, da han sad på gulvet og kiggede sådan ud på vores fysioterapeut, siger Aalborg Håndbolds træner Stefan Madsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.