Uhre assisterede forgæves i Philadelphia-nederlag i MLS
Mikael Uhre lagde op til et mål og havde en stor chance, da Philadelphia Union tabte til Toronto FC i MLS.
Den danske angriber Mikael Uhre noterede sig natten til søndag dansk tid for sit første oplæg i den bedste amerikanske fodboldrække, MLS.
Alligevel måtte han sammen med resten af Philadelphia Union se sig slået med 1-2, da holdet var på besøg i Toronto.
Ligesom i Philadelphias foregående kamp mod Columbus Crew fik 27-årige Uhre chancen fra start i nattens opgør, og han takkede for tilliden i det 33. minut.
Her lagde danskeren efter en hurtig et-to-kombination i venstre side af feltet bolden direkte ind hovedet på sin angrebsmakker Julian Carranza, der ikke kunne undgå at heade bolden i mål fra en meters afstand.
Udeholdets føring holdt dog kun i kort tid, da Toronto FC udlignede fem minutter senere til 1-1.
Kort efter anden halvlegs start fik hjemmeholdet også bragt sig foran, da Alejandro Pozuelo sendte bolden i mål på BMO Field til stor jubel for de knap 21.000 tilskuere.
I det 60. minut havde Mikael Uhre en god chance for at bringe balance i regnskabet, da han efter nyt godt samarbejde med Julian Carranza blev sendt igennem i højresiden, men danskerens afslutning fra en spids vinkel blev reddet af Torontos målmand.
Nederlaget er Philadelphia Unions første i ti kampe. Holdet kan dog trøste sig med, at det stadig topper sin division i MLS.
Danske Mikael Uhre skiftede til klubben i januar fra Brøndby. Han har stadig sin første scoring til gode i MLS.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.