Ukendt slovensk håndboldpublikum forvirrer inden åbning

De danske spillere har ingen anelse om, hvad der venter dem i EM-premieren mod værterne fra Slovenien.

Louise Burgaard frygter, at der kan være mange tomme sæder i Zlatorog Arena fredag aften til EM-åbningen, selv om Danmark møder værtsnationen. <i>Beate Oma Dahle/Ritzau Scanpix</i>

Louise Burgaard frygter, at der kan være mange tomme sæder i Zlatorog Arena fredag aften til EM-åbningen, selv om Danmark møder værtsnationen. Beate Oma Dahle/Ritzau Scanpix

Premierenerverne har indfundet sig i den danske EM-lejr i Slovenien, hvor holdet fredag tager hul på slutrunden mod netop de slovenske værter.

Især på Balkan, som Slovenien er en del af, hører man ofte om udebaner som heksekedler med fyldte haller og vilde, larmende tilskuere, der hyler gæsterne ud af den.

Men sådan er det ikke nødvendigvis i Slovenien. På trods af at Celje, hvor Danmark skal spille de indledende gruppekampe, har et verdensklassehold hos mændene, så smitter det ikke nødvendigvis af på kvindesiden.

Derfor har de danske spillere også svært ved at forudse, hvad der venter dem i Zlatorog Arena med plads til over 5000 mennesker fredag mod værtsnationen.

- De har hjemmebanefordelen, men hvor stor en fordel det bliver for dem, ved jeg ikke. Jeg tror ikke nødvendigvis, der kommer en helt fyldt hal, lyder det fra højrebacken Louise Burgaard.

- Mit indtryk er ikke, at Slovenien er en Balkan-nation, som har en masse hooligans, der går amok.

Hun har spillet international håndbold på topniveau i mere end et årti og derfor besøgt de fleste større håndboldadresser.

På trods af, at den slovenske storklub Krim var en magtfaktor i Champions League med fem finaledeltagelser - heraf to sejre - mellem 1999 og 2006, så er håndboldkulturen ikke overvældende på de kanter.

- Jeg håber, der kommer til at være en håndboldfest, for ellers kan det blive rigtig tomt. Jeg har spillet i Krim nok gange til at have prøvet en kæmpe arena, hvor der sad 100 mennesker nærmest, lyder det fra Burgaard.

100 tilskuere er nok skudt noget under, men en slovensk journalist, som deltog på torsdagens pressemøde i den danske lejr, gættede på, at der højst ville komme 2000 tilskuere til kampen.

Og det kan godt give en udmærket stemning, mener fløjspilleren Trine Østergaard.

- Jeg har sat mig op til, at det godt kan blive en heksekedel. Man ved aldrig med de her Balkan-lande, om der pludselig sidder en masse mennesker i hallen, forklarer hun.

- Der er selvfølgelig forskel, men hvis der kommer 2000, som også larmer meget, så kan det stadig give en god stemning.

Udefra set kunne man tænke, at manglende opbakning til Slovenien ville være til dansk fordel, men sådan ser stregspiller Kathrine Heindahl ikke på det.

- Jeg håber, de får proppet nogle mennesker ind i hallen, for det er bare altid sjovere at spille, når der er mange. Så er jeg lidt ligeglad med, om de hepper på mig eller buher af mig, siger hun.

Åbningskampen spilles klokken 18.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.