Sport

Ukrainer dedikerer tennissejr til hjemlandet inden møde med russer

Marta Kostyuk skal i French Open igen møde Mirra Andreeva, som ukraineren nægtede at give hånd til i maj.

Marta Kostyuk fejrer sejren over Elina Svitolina i kvartfinalen ved French Open.
Marta Kostyuk fejrer sejren over Elina Svitolina i kvartfinalen ved French Open. Stephane Mahe/Reuters

Ukraineren Marta Kostyuk skal møde den russiske teenager Mirra Andreeva i kampen om en plads i kvindernes French Open-finale.

Kostyuk gik tirsdag videre til semifinalerne efter en sejr i tre sæt over landsmanden Elina Svitolina, verdens nummer syv.

Kostyuk, verdens nummer 15, forlængede dermed sin ubesejrede stime på grus i denne sæson til 17 kampe.

Det er første gang, at den 23-årige ukrainer er blandt de sidste fire ved en grand slam-turnering.

Efter opgøret dedikerede hun sejren til det ukrainske folk.

- Vi havde endnu en svær nat i Ukraine, især i Kyiv, hvor så mange mennesker døde, siger hun.

Russiske luftangreb ramte natten til tirsdag flere store ukrainske byer, herunder hovedstaden Kyiv.

Præsident Volodymyr Zelenskyj har skrevet på platformen X, at mindst 13 personer er blevet dræbt.

Kostyuk mødte senest Mirra Andreeva i starten af maj i finalen i Madrid Open.

Her vandt ukraineren i to sæt, og efterfølgende nægtede hun at give hånd til sin russiske modstander.

Andreeva gik tidligere tirsdag videre til semifinalen efter en sejr i to sæt over den 36-årige rumæner Sorana Cirstea.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden