Ukrainsk-russisk verdensetter holder sammen trods krig

Counter-Strike-holdet Navi består af russere og ukrainere, men holdet spiller videre sammen i krigstid.

Tilbage i november vandt verdensetterne fra Navi majorturneringen i Stockholm uden at tabe en bane undervejs. Det har ingen præsteret før i en major, som er de største turneringer inden for Counter-Strike. (Arkivfoto) <i>Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix</i>

Tilbage i november vandt verdensetterne fra Navi majorturneringen i Stockholm uden at tabe en bane undervejs. Det har ingen præsteret før i en major, som er de største turneringer inden for Counter-Strike. (Arkivfoto) Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

De positive historier, hvor ukrainere og russere holder sammen midt i denne krigstid, er ikke mange. Sådan forholder det sig også i sportens verden.

Her har man omvendt set mange ukrainere, og andre nationaliteter i øvrigt, fordømme Rusland og nægte at stille op til kampe mod russere.

Men i e-sportens verden findes et hold, som ikke har ladet krigen komme på tværs af de nationale spændinger. Det drejer sig endda om verdensranglistens nummer et i Counter-Strike, Navi.

Holdet er ukrainsk og har hovedsæde i Kyiv, men det bliver oftest omtalt som et ukrainsk-russisk hold, da der er et markant russisk islæt på holdet.

Tre af holdets fem spillere er russere, det samme er holdets analytiker. To spillere samt træner og direktør er ukrainere, mens sportschefen er hviderusser.

Med andre ord er der rigeligt med grobund for konflikt på holdet, men på trods af at Navi som organisation øjeblikkeligt fordømte Ruslands invasion og støtter Ukraine, så holder man sammen internt på tværs af nationaliteter.

- Vi står sammen alle mand i denne tid. Og sammen vil vi komme igennem det, skrev holdet i et opslag på Twitter 24. februar, efter at Rusland havde indledt invasionen af Ukraine.

To dage senere spillede holdet semifinale ved den store turnering IEM Katowice. Tre russere og to ukrainere spillede uden ledelse af den ukrainske træner.

De to ukrainske spillere bar landets flag på scenen for at vise støtten til deres land, og selv om holdet tabte en tæt semifinale, så var det en sejr for holdet at stå sammen på tværs af nationaliteter.

I et opslag på Twitter skrev holdets hviderussiske sportschef Yaroslav Klochko efterfølgende:

- Vores spillere er fra Ukraine og Rusland, og jeg elsker dem alle højt. Ingen ord kan beskrive, hvor stor respekt jeg har for, at de stillede op og spillede ved IEM Katowice.

- Jeg er fra Hviderusland, men Ukraine er mit andet hjem. Det smerter at se, hvad der foregår. Hver gang jeg går i seng, beder jeg for alle, som lider under disse forfærdelige begivenheder. Som resten af verden ønsker jeg bare fred!

Af holdets russere har kun ingame-leader Kirill "Boombl4" Mikhailov givet en smule lyd fra sig. På dagen for den russiske invasion lavede han et opslag på Twitter, som blot indeholdt en grædende emoji og et sæt bedende hænder.

Organisationen bag Navi har kappet alle bånd til de russiske samarbejdspartnere, og på de sociale medier er opbakningen til Ukraine entydig.

- Rusland angreb Ukraine, står der på holdets hjemmeside.

- Det er umuligt, at vi skal lade som om, alt er okay midt i denne krig.

Alligevel tyder alt på, at holdet møder op til den store ESL Pro League i Tyskland, som indledes 9. marts. Og støtten til Ukraine fra både andre hold og arrangører har været stor.

Det har holdet takket for flere gange på de sociale medier. Senest har arrangøren ESL meddelt, at hold med tydelige bånd til Ruslands styre ikke er velkomne til turneringen i Tyskland.

De kan dog stille op under neutrale navne uden at repræsentere Rusland eller deres egen organisation og uden at have holdets sponsorer på tøjet. Det gælder nummer to og seks på verdensranglisten, Gambit og Virtus.pro.

Navi har som sagt kappet båndene til russiske samarbejdspartnere. Men det lader til, at holdet med ukrainere og russere samt hviderussisk sportschef står sammen og spiller videre.

En smule paradoksalt i et skydespil mellem terrorister og antiterrorister.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.