Ung Pirates-spiller viser storform frem mod nytårsbrag

Der bliver nok at se til for Aalborg Pirates, der har tre kampe inden nytår. Første opgave er en udekamp mod Odense Bulldogs inden to nytårsbrag mod White Hawks

Magnus Boesen og Aalborg Pirates ser ind i et travlt jule/nytårsprogram, men det er sådan spillerne helst vil have det.  <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Magnus Boesen og Aalborg Pirates ser ind i et travlt jule/nytårsprogram, men det er sådan spillerne helst vil have det.  Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG:Julemaden er dårligt nok fordøjet, før Aalborg Pirates-spillerne skal på isen for at kæmpe om vigtige point i Metalligaens topstrid. 

Tirsdag aften venter en udekamp mod Odense Bulldogs, der i øvrigt lige har forlænget med den tidligere Aalborg-spiller Sebastian Ehlers for de kommende to sæsoner. 

Med i bussen mod Odense er unge Magnus Boesen, der gav sig selv en tidlig julegave, da han leverede både mål og assist i 4-1-sejren over Rungsted Seier Capital lige inden jul.

- Jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor det lige pludselig klikkede på den måde, som det gjorde i Rungsted, men det var helt sikkert godt for mig, at jeg var sat op i andenkæden med Thomas Spelling og Trevor Gooch. De gjorde det nemt for mig, siger Magnus Boesen, der muligvis også har ramt en personlig topform oven på det, der endte med at være en lykkelig skuffelse for ham og det danske U20-landshold. 

I begyndelsen af december rejste U20-landsholdet til Norge for at konkurrere ved B-VM for U20-landshold, og det var med store forhåbninger og ambitioner. 

- Vi troede på, at vi kunne kæmpe med om oprykningen, hvis alt flaskede sig. Nu endte det i stedet med at være nervepirrende, fordi vi var lige ved at rykke ned. Det var ikke helt sådan, vi havde forestillet os turneringen, men det var trods alt en kæmpe lettelse, at vi ikke rykkede ned. Det havde ikke været til at bære, at man blev den årgang, der var rykket ud af B-gruppen, siger Magnus Boesen. 

Tilbage i Pirates-uniformen var det let at glide ind i spillet, og han har noteret sig, at piraterne har vist god form ved indgangen til det travle juleprogram. 

- Det var en af vores bedste kampe i sæsonen, som vi spillede mod Rungsted, og det ser generelt ud til, at spillet fungerer godt og alle kender rollerne på holdet. Det er bare med til at gøre det hele nemmere for alle, siger Magnus Boesen, der i første omgang glæder sig til at komme til Odense og opleve stemningen til en julekamp på de kanter. 

- Det lyder til, at der nok skal blive gang i den i Odense, så det bliver sjovt at være en del af. Vi vil meget gerne holde den gode form ved lige, og det vil være en perfekt optakt til nytårskampene mod Frederikshavn, hvis vi kan vinde på en svær udebane, siger Magnus Boesen. 

Hård konkurrence

Lige nu døjer Pirates med skader til Mikkel Højbjerg og Patrick Bjorkstrand på forward-siden, og man ved ikke, hvornår Brayden Low får spilletilladelsen i hus. Derfor er Magnus Boesen stensikkert med i Odense. Han håber også at finde vej til holdkortet til nytårskampene. 

- Det kunne være stort for mig. Jeg har selv oplevet kampene som tilskuer for nogle år siden. Det var en fed oplevelse. Jeg forestiller mig, at det er endnu federe, hvis man er på isen og spiller, siger Magnus Boesen, der er helt på det rene med, at hans istid kan blive reduceret, når alle profiler er klar igen. 

- Jeg må bare prøve at bevise mig, hver gang jeg er på isen, og så må jeg håbe, at det er nok til, at jeg også kan få noget spilletid, når vi er fuldt hold igen, siger den 19-årige pirat.

Der er kampstart i Odense klokken 19.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk